Coronaramt retsordførers kæreste er højgravid: "Det er min største bekymring"

Jeppe Bruus er dog optimistisk omkring hans deltagelse ved fødslen af sit tredje barn.

Da Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus vågnede op søndag morgen, var det med feber, hoste og en tung følelse i kroppen.

- Jeg vågnede simpelthen bare op og havde det dårligt. Sådan helt ud af det blå, siger Jeppe Bruus til TV 2 Lorry.

Efterfølgende blev han testet og gik i selvisolation – og mandag aften var svaret klart: Retsordføreren testede positiv for coronavirus.

Corona-karantæne spreder sig på Christiansborg

Tirsdag er seks ministre fra S-regeringen gået i hjemmekarantæne og bliver testet for coronavirus – de fem har meddelt, at de er gået i karantæne efter at have deltaget i et møde med en person, der er smittet med coronavirus.

quote Hun skulle helst ikke bøvle med corona oveni, at hun også skal føde. Så det er den største bekymring.

Jeppe Bruus, retsordfører, Socialdemokratiet

Samtidig melder både Peter Skaarup (DF) og Karina Lorentzen (SF), der begge er retsordførere, at de skal testes, da de i sidste uge var i nærkontakt med Jeppe Bruus.

Jeppe Bruus har ingen kommentarer til, hvorvidt han er personen, som ministrene fra Socialdemokratiet har været til møde med.

- Jeg har kontaktet de personer, jeg har været sammen med den seneste uge. Jeg håber inderligt ikke, at jeg har smittet nogen, som bliver meget syge, siger retsordføreren.

Frygter smittet kæreste

Han tanker går dog i første omgang på, hvorvidt han har smittet sin egen familie.

- Jeg har isoleret mig selv – lige nu på et børneværelse. Men det er klart, at det, der er min bekymring lige nu, er først og fremmest, om jeg har smittet min kæreste, siger Jeppe Bruus, hvis kæreste er højgravid og har termin om få uger.

- Hun skulle helst ikke bøvle med corona oveni, at hun også skal føde. Så det er den største bekymring.

Samtidig med frygten for at have smittet kæresten, lurer en anden bekymring også – bekymringen for ikke at være rask, når han står over for endnu en familieforøgelse snart.

Corona-ramte partnere ingen adgang på fødeafsnit

Hvis man som partner eller ledsager til en fødende har konstateret coronavirus, må man nemlig ikke deltage i fødslen.

- Det er vores tredje barn, og jeg har været med til de to andre fødsler. Og det er klart, at det er ikke en fed situation at stå i, når jeg er smittet. Og selvom jeg har passet på og taget mine forholdsregler, så er jeg alligevel blevet smittet.

- Som alle andre, der også er gravide, har vi sørget for at have en backup, som kan træde til, hvis jeg ikke kan være der. Det vil selvfølgelig være træls og ærgerligt, men det vigtigste er trods alt, at barnet har det godt, og at alt omkring fødslen går godt, siger Jeppe Bruus, som foruden en kommende lille ny har to døtre på henholdsvis seks og fire år.

Men selvom fødslen kan ske inden længe, tror han fortsat på, at han når at blive rask, før turen til fødegangen melder sig.

- I går havde jeg ondt i kroppen – og i dag har jeg det meget bedre. Så jeg håber, at det er en mild omgang, siger politikeren, som dog er opmærksom på, at coronavirus kan være en lumsk størrelse.

- Jeg ved jo godt, at det kan blusse op igen, men lige nu er jeg rimelig fortrøstningsfuld.

Flere smittet med corona i Folketinget

Foruden Jeppe Bruus er det konservative folketingsmedlem Egil F. Hulgaard og Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen også ramt af covid-19.

Venstes forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt er blevet indlagt med coronavirus og en lungebetændelse, og han behandles nu med præparatet Remdevisir mens han er indlagt på Odense Universitetshospital.

Herunder kan du se, hvilke medlemmer af Folketinget, der nu har sat sig selv i karantæne som følge af coronasmitte på Christiansborg:

OVERBLIK: Corona rammer Folketinget

I det seneste døgn har coronavirus for alvor taget fat i ministre og folketingspolitikere.

 

En række ministre afventer testsvar, mens en række folketingspolitikere har meddelt, at de er testet positiv for corona.

I det seneste døgn har flere politikere meldt sig på banen.

 

Her er et overblik med status:

 

  • Statsminister Mette Frederiksen (S): Har deltaget i møde med justitsministeren, der har symptomer, og er derfor ikke mødt op i Folketinget tirsdag.
    ​​​​​
  • Udenrigsminister Jeppe Kofod (S): Har ikke symptomer, arbejder hjemme og afventer testsvar. Har ligeledes deltaget i møde med justitsministeren.
     
  • Justitsminister Nick Hækkerup (S): Har symptomer, afventer testsvar.
     
  • Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S): Afventer testsvar efter møde med person, der er testet positiv. Ingen symptomer.
     
  • Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S): Afventer testsvar efter møde med person, der er testet positiv. Ingen symptomer.
     
  • Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S): Afventer testsvar efter møde med person, der er testet positiv. Ingen symptomer.
     
  • Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S): Afventer testsvar efter møde med person, der er testet positiv. Ingen symptomer.
     
  • Miljøminister Lea Wermelin (S): Afventer testsvar efter møde med person, der er testet positiv. Ingen symptomer.
     
  • Kulturordfører Kasper Sand Kjær (S): Afventer testsvar efter møde med person, der er testet positiv. Ingen symptomer.
     
  • Retsordfører Jeppe Bruus (S): Testet positiv.
     
  • Retsordfører Karina Lorentzen (SF): Afventer testsvar efter at have været i nærkontakt med Jeppe Bruus.
     
  • Gruppeformand Peter Skaarup (DF): Afventer testsvar efter at have været i nærkontakt med Jeppe Bruus. Ingen symptomer.
     
  • Retsordfører Naser Khader (K): Afventer testsvar.
     
  • Forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt (V): Indlagt med coronavirus.
     
  • Miljøordfører Egil Hulgaard (K): Testet positiv.

Kilder: Ritzau, Facebook og Twitter

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik