Eksperter: Luk kun de dele af landet ned, hvor smitten er høj

Der er ingen grund til at lukke ned, hvor smitten er under kontrol, mener Horesta.

Luk kun de dele af Danmark ned, hvor smitten er høj. Sådan lyder opfordringen nu fra flere eksperter.

Mens høje smittetal i vestegnskommunerne har fået myndighederne til at overveje strengere restriktioner, så er smitten nemlig langt lavere i andre kommuner.

quote Det vil være hensigtsmæssigt, at man agerer lokalt, så restriktioner ikke skader samfundet generelt.

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet.

For eksempel har Albertslund Kommune 480 smittede per 100.000 indbyggere - hvilket er landets højeste - mens Norddjurs Kommune blot har 21,6 smittede per 100.000 indbyggere.

Derfor mener flere interesseorganisationer, eksperter og politikere, at restriktioner kun bør strammes de steder, hvor smitten er høj.

- Vi har områder, hvor der er specielle problemer, og så vil det være hensigtsmæssigt, at man agerer lokalt, så restriktioner ikke skader samfundet generelt, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

Udgangsforbud kan blive nødvendige

Restriktionerne kan ifølge Allan Randrup Thomsen for eksempel bestå af nedlukninger af sociale og kulturelle aktiviteter – men også mere indgribende tiltag:

- Går vi længere op, kan det også være deciderede udgangsforbud eller restriktioner på, hvor langt fra hjemmet man må færdes efter et vist tidspunkt.

Dog er grundigere smitteopsporing og muligheder for lokalt at blive testet for coronasmitte fortsat nogle af de mest oplagt værktøjer til at få smitten under kontrol, fortæller Allan Randrup Thomsen.

Og allerede på et pressemøde mandag annoncerede sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at der vil blive sat yderligere ind med opsporing, testning og isolation på vestegnen.

Ny taskforce oprettet på vestegnen

På pressemødet præsenterede sundhedsministeren som følge af den stigende smitte med coronavirus samtidig oprettelsen af en ny taskforce på Københavns Vestegn.

Taskforcen skal blandt andet koordinere lokale og statslige indsatser samt vurdere, om der er behov for yderligere restriktioner.

- Smitten skal nedkæmpes nu. Det er alle enige om. Derfor gør vi nu en ekstraordinær indsats, sagde Magnus Heunicke.

Det er dog endnu ikke på tegnebrættet at indføre lokale restriktioner, sagde ministeren, men han fortæller samtidig, at ingen værktøjer er utænkelige.

- Ingen grund til at lukke ned, hvor det går okay

Også hos blandt andet hotel, bar- og restaurationsbranchens interesseorganisation Horesta er man tilhænger af målrettede restriktioner. Det fortæller politisk direktør Kirsten Munch Andersen:

- Når smitten er udbredt i et bestemt område, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at angribe det. Men der er ingen grund til, at vi lukker de dele af samfundet, hvor det går okay.

Ifølge direktøren er der særligt i de brancher, der arrangerer møder og konferencer, hårdt brug for løsere restriktioner.

Og derfor vil det ifølge Horesta være oplagt at rette indsatsen direkte mod de steder, hvor smitten rent faktisk opstår.

- Hvis smitten opstår privat, er det måske der, man skal skærpe. Hvorimod der, hvor man rent faktisk kan have en høj hygiejne og stor afstand, der skal man måske slække på kravene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik