Gymnasium klar med helt nyt tiltag for at undgå fulde elever til fest

Rektor på Øregård Gymnasium mener ikke, at der er problemer med fulde elever til fester. Men som offentlig institution har man alligevel en forpligtigelse til at ændre på de unges festkultur, siger hun.

Øregård Gymnasium i Nordsjælland vil ikke længere have, at elever drikker sig fulde til festerne.

Derfor bliver der til det traditionsrige årsbal torsdag aften ved siden af fadøl og Bacardi Breezer også solgt lemonade-drinks med nul eller kun få procents alkohol i. 

Det skal få eleverne til at drikke mindre, siger rektor Pia Nyring til TV 2 Lorry. 

- Vi synes generelt, at vi skal feste på anden måde. Og til sådan et årsbal i aften (torsdag aften, red.), hvor der er lærere, elever, band og lancier, så er det  hyggeligere, hvis alle er i godt humør, og ikke har fået for meget at drikke, siger Pia Nyring til TV 2 Lorry.

Initiativet handler også om sundhed, og om at der med de alkoholfrie drinks kan være et alternativ til de mange Team Danmark-elever på Øregård Gymnasium. 

Nogle får for meget

Gymnasiet påpeger også, at lemonade-drikken ligner drinks, og at man derfor undgår at blive kigget skævt til, når man er en del af de “sociale dynamikker” til festerne, som gymnasiet skriver i en pressemeddelelse. 

- Vi har en del unge, der ikke drikker. Og så har vi nogle, der får for meget, siger Pia Nyring.

Hvad er det konkret, I ikke kan lide, når elever får for meget?

- At de bliver dårlige for det første, og at de går glip af den gode fest, som et årsbal er, siger Pia Nyring.

Øregård Gymnasium var sammen med en række andre gymnasier nord for København i vælten forrige sommer, da det i flere medier blev afdækket, hvordan elever havde følt sig ydmyget ved såkaldte ‘puttemiddage’, der havde seksuelle undertoner og grænseoverskridende udfordringer. 

Lemonade-drinks fra New York

  • Harlem Lemonade er producenten bag lemonaderne til årsballet på Øregård Gymnasium.
  • De arbejder ud fra tre opskrifter, som de har hentet hos en familieejet restaurant i Harlem, New York.
  • De ønsker med deres produkt at være med til at ændre på en kultur, hvor alkohol får lov til at fylde for meget til festerne.
  • De stiller en bar op ved siden af øl- og breezers-boden. 

Opfører sig godt

Pia Nyring afviser dog, at de alkoholfrie drinks bliver lanceret for at komme denne kultur til livs. 

- Nej, det er det ikke. Jeg synes, vores unge mennesker opfører sig godt. Det er meget sjældent, at vi tager en snak med vedkommende eller ringer til deres forældre, fordi de har fået for meget at drikke. 

Men nu siger du, at I ikke har dårlige oplevelser med folk, der drikker. Hvorfor skal festkulturen så ændres?

- Jamen, jeg synes ikke, det gør noget, at de unge mennesker også finder ud af, at vi efterhånden har fået en kultur, hvor vi alle sammen får et glas for meget engang imellem. Nogle undersøgelser viser også, hvor meget de unge drikker. De må gerne købe øl eller breezers, men det er fornuftigt, hvis vi kan finde alternativer til den kultur, der er, siger Pia Nyring.

Er høj promille altid lig med dårlig fest?

- Rigtig mange af vores unge kan godt have en god fest, selvom de har fået alkohol. 

Er der så grund til at ændre noget?

- Som uddannelsesinstitution er vi forpligtet til hele tiden at prøve at skabe endnu bedre rammer for de unge. Og for vores Team Danmark-elever er det et godt tiltag. Jeg tror også, at mange af pigerne synes, det er dejligt at få sådan en drink, siger rektoren.

Øregård Gymnasium i Hellerup.
Øregård Gymnasium i Hellerup.
Foto: Claus Bech - Ritzau Scanpix

Positiv elevrådsformand

Pia Nyring har ingen idé om, hvor mange lemonadedrinks, der vil blive solgt til årsballet, men hun har selv smagt den, og kalder den “frisk og lækker”. 

- Når der i aften er festivitas, og når den bliver hældt flot op, så tror og håber jeg, det bliver en succes, siger Pia Nyring.

Det har ikke været muligt for TV 2 Lorry at komme i kontakt med elevrådsformand Frederik Norling Kirkegaard, men til villabyerne.dk siger han, at drinken er “et godt alternativ til dem, der ikke drikker så meget.” 

Pia Nyring pointerer, at gymnasiet har sat mange sejl til for at skabe alternative rammer under årsballet. 

- Et bigband kommer og spiller op til dans. Vi ser, om det kan være vejen frem at spille musik, som skaber nogle andre festlige rammer, end bare sådan noget moderne musik, som de er vant til at høre, siger Pia Nyring.

Der er foreløbig ingen planer om at forsøge sig med fester helt uden alkohol. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik