Stærk politisk kritik af sex-historier fra gymnasier

Udlevering af personlige sex-eskapader i gymnasieblade og -radioprogrammer møder stor kritik blandt lokalpolitikere i Gentofte.

Tirsdag kom det frem, at elever fra tre gymnasier, alle beliggende i Gentofte, har udleveret intime detaljer om navngivne personer i deres gymnasiums skoleblad eller i skoleradioen.

Det er på henholdsvis Ordrup Gymnasium, Gammel Hellerup Gymnasium og Øregaard Gymnasium, at den organiserede gymnasiesladder har fundet sted.

Mediet Radio24syv berettede tirsdag blandt andet hvordan der, i en tre år gammel version af skolebladet 'Mosquito' fra Gammel Hellerup Gymnasium, bliver skrevet om en navngiven elevs seksuelle samkvem med en anden elev med ordene:

- Det var noget af en sejltur. Men man er vel ikke en rigtig pirat, hvis ikke man har sejlet på det røde hav, vel..., med henvisning til, at den mandlige elev havde taget en kvindelig elevs mødom og efterladt hende i sengen.

På Gammel Hellerup Gymnasium har der ifølge Kristoffer Hübertz Larsen fra 2.G været en række sager med sladderbladet, hvor elever har følt sig krænket, men skoleledelsen gør ikke meget for at stoppe det.

- Ledelsen bryder sig ikke om det, fordi det strider imod gymnasiets værdier, men mere gør ledelsen ikke, sagde han til Radio24syv.

Læs også: Sexliv og sygdomme: Gymnasieelever udstilles i sladderblade

Sagerne er stærkt kritisable, lyder det nu fra flere lokalpolitikere i Gentofte.

- Det er helt uacceptabelt. Det er en krænkelse af privatlivets fred, og det er noget, som der skal gøre noget ved, lyder det fra Irene Lütken (soc.dem.), som er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i kommunen.

Formanden for skolebestyrelsen på Øregaard Gymnasium melder sig i koret af kritikere og påpeger, at den slags handlinger medfører konsekvenser fremover:

- Vi finder det helt uacceptabelt, hvis man i skoleblad og radioudsendelser hænger navngivne personer ud. Jeg har meddelt skolens ledelse, at eleverne skal have den besked. Hvis de ikke stopper, så bliver bladet og radioen lukket, siger bestyrelsesformanden Claus Høeg Madsen.

Videre påpeger han, at ingen i bestyrelsen har haft kendskab til den slags sager, men at der fortsat er fuld opbakning til ledelsen.

Se gårsdagens indslag om sagen herunder:

 

Massiv kritik af at elevernes sexliv bliver udstillet i blade og radioprogrammer på gymnasier i hovedstadsområdet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik