Går af efter 28 år som borgmester: ”Han symboliserede det kommunale Konservative”

Når Hans Toft (K) til maj takker af som borgmester i Gentofte, er det samtidig et farvel til en mand, der personificerede konservativ kommunalpolitik og var udligningsreformens største modstander.

Altid iført skjorte og slips og friseret med den samme sideskilning siden tiden som politiker i Folketinget i starten af 1970’erne – dog med en hårgrænse på retræte de senere år – har Hans Toft over tre årtier fra borgmesterkontoret i Gentofte været selve personificeringen af den konservative drejebog for kommunalpolitik i hovedstadsområdet:

Lav skat. Erklæret krig mod udligningsreformen. Ingen pludselige forandringer.

Sådan har det været, siden Hans Toft overtog borgmesterkæderne i 1993, og sådan vil den politiske linje fortsat være, indtil den 15. maj, hvor han træder tilbage og overlader posten til partifællen Michael Fenger.

- Efter de mange år og i en alder af næsten 75 år ved næste valgperiodes begyndelse, så har jeg fundet det rigtigt at slippe tøjlerne og giver dem med stor glæde videre til Michael Fenger, siger den afgående borgmester i en meddelelse mandag.

Bykongens abdicering er dog ikke bare et farvel til den borgmester i Danmark, der har siddet længst tid i sædet, men også en afsked med en borgmester, der om nogen har været indbegrebet af konservativ kommunalpolitik.

Det mener Kristian Madsen, der er politisk kommentator for dagbladet Politiken.

- Han har været en af de helt bærende kræfter for De Konservative i kommunalpolitik. Han og så de forskellige siddende borgmestre på Frederiksberg har symboliseret det kommunale konservative, siger han.

- Selvom man ikke kan kalde ham en stor ideolog, så har han formået at være konservativ og samtidig folkelig. Hans Toft er jo med tiden kommet til at nærmest symbolisere Gentofte Kommune i sin person, lyder det fra den politiske kommentator fra Politiken.

Blå bog: Hans Toft

Hans Toft var 24 år, da han blev valgt til Folketinget i 1971 for Konservative.
Hans Toft var 24 år, da han blev valgt til Folketinget i 1971 for Konservative.
Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Herning

Fik næsthøjest andel af personlige stemmer

Det kan aflæses på valgresultaterne, Hans Toft har ført partiet frem til.

For selvom Gentofte Kommune altid har været en af De Konservatives absolutte højborge, så har Hans Toft som borgmester nydt stor tilslutning fra vælgerne.

Ved de syv kommunalvalg, hvor Hans Toft har været spidskandidat for partiet, har vælgerne kvitteret med absolut flertal til Hans Toft og De Konservative i kommunalbestyrelsen.

I 2017 fik De Konservative 58 procent af stemmerne og 13 af 19 de pladser i kommunalbestyrelsen.

Målt på personlig popularitet var Hans Toft ved samme valg også en af de største stemmeslugere i landet. Mere end hver tredje afgivne stemmeseddel i Gentofte var således en personlig stemme på Hans Toft.

Det gjorde ham til den politiker ved valget i 2017, der fik den næsthøjeste andel af personlige stemmer, kun overgået af socialdemokraten Birgit Hansen i Frederikshavn.

Hans Toft, her fotograferet med sin hund i 1995 foran Svenske Villa ved Bernstorff Slot, har siddet på borgmesterposten i Gentofte siden 1993.
Hans Toft, her fotograferet med sin hund i 1995 foran Svenske Villa ved Bernstorff Slot, har siddet på borgmesterposten i Gentofte siden 1993.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

En stor del af forklaringen på Hans Tofts vælgertæft skal ifølge Kristian Madsen forklares med det, der har været den mangeårige borgmesters varemærke gennem årene: stabilitet.

- Gentofte har jo ry for at være en utrolig veldrevet kommune, og det er jo også relativt nemt, når man har det skattegrundlag, som de har i Gentofte. Hans tid som borgmester har derfor båret præg af stabilitet – der har ikke været revolutioner i Gentofte, og det vil man heller ikke have på de kanter, siger Kristian Madsen til TV 2 Lorry.

- Kombinationen har en veldrevet offentlig service og lav skat er det, der har fået ham genvalgt gang på gang på gang, og det er jo naturligt nok.

Ifølge den seneste oversigt fra Skatteministeriet betaler borgerne i Gentofte Kommune den laveste grundskyld og kirkeskat af alle kommuner i Danmark og den syvendelaveste kommuneskat.

Hans Toft - her fotograferet i 1997 - sammen med operasangeren Tove Hyldgaard og skuespilleren Berrit Kvorning.
Hans Toft - her fotograferet i 1997 - sammen med operasangeren Tove Hyldgaard og skuespilleren Berrit Kvorning.
Foto: Bent K Rasmussen/NF/Ritzau Scanpix

I krig mod udligningsreformen

Men selvom Hans Toft har været lig med valgløfter om lav skat, så er det især hans indædte kamp mod udligningsreformen, hvor penge overføres fra velhavende kommuner til mindre velhavende kommuner i et forsøg på at udligne forskelle i serviceniveauet fra kommune til kommune.

- I den debat har det altid været ham, der har stået forrest og talt på vegne af flere kommuner som en slags Nordsjællands stemme i det politiske slagsmål. Her må man sige, at han går ud ad døren med et politisk nederlag med en udligningsreform, der ikke gik, som han havde ønsket, vurderer Kristian Madsen.

Hovedpersonen selv peger også på netop kommunal udligning som den mærkesag, der især har optaget ham siden 1990’erne.

Hans Toft træder tilbage som borgmester men fortsætter i politik. Til november genopstiller han til Regionsrådet i Region Hovedstaden.
Hans Toft træder tilbage som borgmester men fortsætter i politik. Til november genopstiller han til Regionsrådet i Region Hovedstaden.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Over for TV 2 Lorry kalder Hans Toft mandag udligningsskatten en af de vigtigste kampe, han har taget i løbet af sine 28 år som borgmester.

- Jeg synes, udligningen er uretfærdig. Den måde, man ser på kommunen, at vi skal bare betale, mens man bruger vendinger om befolkningen som nogen, der alle har mange penge. Over halvdelen af kommunens beboere tjener på niveau med en sygeplejerske, og de får nu en ekstraregning, fordi alle kalder os en 'rig kommune' fuld af velhavende, siger Hans Toft.

- Der er nogle ting - der slår jeg igen. Det vil jeg blive ved med at gøre. Jeg har aldrig gidet finde mig i, at nogen skulle fornedre og træde på os, fordi de giver Gentofte Kommune sådan nogle overskrifter. Det har jeg ikke siddet og lyttet til, uden at gøre noget ved det.

Færdig i politik er Hans Toft dog ikke. Nok stopper han som borgmester, men borgere i Gentofte – og alle andre kommuner i Region Hovedstaden – vil fortsat kunne finde hans navn på stemmesedlen til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november.

Her genopstiller Hans Toft nemlig til Regionsrådet.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Politik

Lauritz Lindboe Wind overfald blurred

playS vil give voldsdømte karantæne fra barer om natten

amdisenogbjørstorp

"Et forsøg på snyd" før drama-valg i S: Samme kreditkort oprettede 33 medlemskaber

20160309-162009-3-1920x1281we

Gentoftes stemmesluger tjekker ud - nu kaster de andre sig over byttet

Hans Toft 2018

Går af efter 28 år som borgmester: ”Han symboliserede det kommunale Konservative”

Gentofte

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere