Politisk chok i Gentofte: Hans Toft går af til maj

Efter 28 år på posten som borgmester i Gentofte meddeler Hans Toft, at han ikke genopstiller. Danmarks længst siddende nuværende borgmester er dog ikke helt færdig i politik, lyder det.

Efter 28 år på posten meddeler Gentofte-borgmester Hans Toft (K), at han ikke vil genopstille til det kommende kommunalvalg i november.

Hans Toft er en af landets længst siddende borgmestre, og gennem de sidste syv kommunalvalg har hans parti, Konservative, haft det absolutte flertal i kommunalbestyrelsen.

quote Husk på, at en måned inde i den nye valgperiode, så bliver jeg 75 år, og en hel del ting skal have en slutning på et tidspunkt, og ser man på alderen, kan jeg ikke andet end sige, at det er et naturligt sluttidspunkt

Hans Toft (K)

Men nu skal det altså være slut, meddeler han i en pressemeddelelse, hvori han også ser tilbage på sin tid som borgmester:

- Jeg ser med meget stor glæde tilbage på de mange fantastiske år som kommunens borgmester – og også i stor taknemmelighed for altid at kunne dele en aktiv hverdag med Gentofte-borgere i alle aldersgrupper; de mindste børn og skolebørn; unge; voksne og ældre, skriver Hans Toft.

- Og hvor vi i et forbilledligt tillidsfuldt samarbejde mellem kommunalbestyrelsens partier og med en særdeles kompetent og professionel organisation fra kommunaldirektør til yngste elev har skabt resultater og markante markeringer af, hvad Gentofte kan og vil – og mener. Jeg synes, vi er lykkedes med vores fælles indsats.

Hans Toft skriver som begrundelse for sin udmelding:

- Efter de mange år og i en alder af næsten 75 år ved næste valgperiodes begyndelse, så har jeg fundet det rigtigt at slippe tøjlerne.

Gentoftes Hans Toft er den længst siddende borgmester i Danmark på nuværende tidspunkt.
Gentoftes Hans Toft er den længst siddende borgmester i Danmark på nuværende tidspunkt.
Foto: Erik Refner - Scanpix

Netop alderen er det, Hans Toft refererer til som hovedårsagen til at give borgmesterposten videre, da TV 2 Lorry taler med ham efter, at nyheden er kommet ud:

- Husk på, at en måned inde i den nye valgperiode, så bliver jeg 75 år, og en hel del ting skal have en slutning på et tidspunkt, og ser man på alderen, kan jeg ikke andet end sige, at det er et naturligt sluttidspunkt, forklarer han.

quote Der er nogle ting - der slår jeg igen. Det vil jeg blive ved med at gøre. Jeg har aldrig gidet finde mig i, at nogen skulle fornedre og træde på os

Hans Toft

Adspurgt, hvad han er mest stolt af at have opnået i sin lange periode som borgmester i Gentofte Kommune lyder svaret, at det især er den politiske kultur, han har været med til at skabe, der glæder ham:

- Den måde, vi herude samarbejder på, har jeg det fantastisk godt med. Vi er ikke som Christiansborg, der skændes hele tiden. Vi samarbejder i fuld respekt for hinandens synspunkter. Samarbejdet er jeg stolt af, og jeg tror, folk værdsætter det.

Udligningsskatten har siden 90'erne været en af Hans Tofts mærkesager, og det er da også en af de sager, han markerer nu som en af de vigtigste kampe, han har taget.

- Jeg synes, udligningen er uretfærdig. Den måde, man ser på kommunen, at vi skal bare betale, mens man bruger vendinger om befolkningen som nogen, der alle har mange penge. Over halvdelen af kommunens beboere tjener på niveau med en sygeplejerske, og de får nu en ekstraregning, fordi alle kalder os en 'rig kommune' fuld af velhavende, siger han.

quote Gentofte har behov for en repræsentant i Regionsrådet. På den front kan jeg fortsat være med til at sætte mit aftryk

Hans Toft

- Der er nogle ting - der slår jeg igen. Det vil jeg blive ved med at gøre. Jeg har aldrig gidet finde mig i, at nogen skulle fornedre og træde på os, fordi de giver Gentofte Kommune sådan nogle overskrifter. Det har jeg ikke siddet og lyttet til, uden at gøre noget ved det.

Hans Toft er ikke færdig i politik, fortæller han. Han stiller fortsat op som medlem af Regionsrådet.

En beslutning, han især har taget med tanke på redningen af Akutklinikken på Gentofte Hospital, som i 2018 var blandt de klinikker, der så ud til at måtte drejen nøglen om. Akutklinikken blev dog reddet efter et møde i Regionsrådets Sundhedsudvalg, hvor et politisk flertal nedstemte forslaget om at lukke klinikkerne

- Det var en kæmpestor sejr, og den understregede også for mig, at Gentofte har behov for en repræsentant i Regionsrådet. På den front kan jeg fortsat være med til at sætte mit aftryk, siger Hans Toft.

Står klar til at overtage borgmester-posten

Tøjlerne skal nu gives videre, og til at overtage dem står Michael Fenger, som har været medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse i 11 år.

Han har i den periode blandt andet været formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Børneudvalget og en række af kommunens opgaveudvalg samt medlem af byplanudvalg, skoleudvalg og økonomiudvalg. 

Hans Toft vil fratræde som borgmester allerede den 15. maj i år, og sammen med sin konservative gruppe, indstiller han, at Michael Fenger tiltræder som ny borgmester den 15. maj i år eller snarest herefter, når Michael Fenger kan frigøres fra sit nuværende ansættelsesforhold.

- Jeg giver dem (tøjlerne red.) med stor glæde videre til Michael Fenger. Han vil med sin brede både erhvervsmæssige og politiske erfaring samt sine mange år som udøver og leder i Gentoftes idræts- og fritidsliv blive en både kompetent og vellidt borgmester, skriver Hans Toft.

Hans Toft er uddannet jurist ved Aarhus Universitet i 1976 og er tidligere underdirektør i advokatfirmaet Jonas Bruun.
Hans Toft er uddannet jurist ved Aarhus Universitet i 1976 og er tidligere underdirektør i advokatfirmaet Jonas Bruun.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Michael Fenger ser frem til sin nye rolle som Gentoftes borgmester:

- Jeg glæder mig til, at jeg i min nye rolle skal fortsætte det positive og konstruktive samarbejde med min egen gruppe, de øvrige politiske grupper samt kommunens dygtige organisation, lyder det fra Michael Fenger:

- Alt med henblik på at sikre, at Gentofte fortsat skal være et godt sted at leve, bo og arbejde og fortsat udvikles med en god service og med en effektiv administration – og med lavest mulige skat, selvom vi nu er ramt af den helt urimelige nye, udligningsregning, siger Michael Fenger.

Hans Toft er uddannet jurist ved Aarhus Universitet i 1976 og er tidligere underdirektør i advokatfirmaet Jonas Bruun.

Han har siddet i Gentofte Kommunalbestyrelse siden 1990 og blev i 1993 valgt som borgmester, hvor han overtog borgmesterposten midt i en valgperiode fra partifællen Birthe Philip.

Siden, han satte sig i borgmesterstolen første gang, har han udbygget sit flertal fra ni mandater i 1993 til hele 13 mandater i 2017.

Af de borgmestre, der fortsat sidder på posten, er Hans Toft med sine 28 år i stolen den, der har siddet der længst.

Om det har Hans Toft tidligere sagt til TV 2 Lorry:

- Jeg er ikke stolt over at være den længst siddende borgmester. Det, som betyder mest, er, hvordan man gør sit job. Jeg er stolt over at stå i spidsen for en effektiv kommune med et højt serviceniveau på de mest kendte velfærdsområder. At vi har en lav beskatning og et bredt tillidsarbejde med borgerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik