Forkætret bro melder om stigende trafik

Alligevel er der lang vej til et trafiktal, der sikrer broens økonomi, mener trafikforsker.

Der er stadig meget langt til det forventede trafiktal, der var forudsætningen for Kronprinsesse Marys Bro ved Frederikssund.

Men man aner en let boblende optimisme i den pressemeddelelse, Fjordforbindelsen Frederikssund har sendt ud om de seneste trafiktal på Kronprinsesse Marys Bro. For i pinsen i slutningen af maj lykkedes det endelig at overgå de trafiktal, der blev sat helt tilbage på broens åbningsdag, den 28. september sidste år.

Da kørte 4.064 køretøjer over broen, og den 29. maj i år - fredagen i pinseweekenden, passerede 4.333 køretøjer. Og det er en rekord.

Alligevel er der lang vej tilbage, før målsætningerne nås.

quote Umiddelbart så har jeg stadig svært ved at se, hvor trafikken skal komme fra.

Jeppe Rich, trafikforsker og professor på DTU

- Kronprinsesse Marys Bro har været med til at aflaste trængslen i hele området omkring Frederikssund, hvor der nu er to broer at vælge imellem over Roskilde Fjord. Der er selvfølgelig stadig et stykke vej op til målsætningen på cirka 8.000 daglige biler i 2025, men det går den rigtige vej. Uanset om man benytter den nye bro, så vil man mærke den positive effekt, som den har haft på trængslen, og jeg er utrolig glad for at se, at det nu også kommer de mange sommerhusgæster og besøgende til gode, siger Leif Tullberg, der er bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund.

Målsætningen på 8.000 daglige biler er vigtig, for det er det antal, der skal til, hvis trafikken skal betale broens gæld på godt 1 milliard kroner. Og i den oprindelige planlægning af broen lå en forventning på et dagligt trafiktal, der lå over 13.000 køretøjer.

Grafikken herunder viser trafikken på de to broer - den gamle Kronprins Frederiks Bro og den nye Kronprinsesse Marys bro:

Trafikforsker tvivler

I januar talte TV 2 Lorry med Jeppe Rich, der er trafikforsker og professor på DTU. Da lå det gennemsnitlige, daglige trafiktal på 2.308 passerende biler, og han havde svært ved at se, hvordan broen skal nå frem til et mål på 8.000 trafikanter om dagen i 2025, som er forudsætningen for, at broens brugere kommer til at finansiere byggeriet.

Og nu hvor tallet er steget til 2.886 ture i dagligt gennemsnit, har han ikke skiftet holdning:

- Vi skal selvfølgelig vente lidt og se, hvordan det ser ud, når der er gået et år, men umiddelbart så har jeg stadig svært ved at se, hvor trafikken skal komme fra. Det ligger i projektet, at de har trukket lastbiltrafikken over på broen, og så er der kun personbilerne tilbage. Og sommerhustrafikken driver nok en del, men ud over det, så er der jo ikke så meget tilbage, siger han i dag til TV 2 Lorry.

Men bestyrelsesformand i Fjordforbindelsen Frederikssund, Leif Tullberg, deler ikke Jeppe Richs skepsis.

- Det er svært at spå om fremtiden, men hvis du tager gennemsnitstrafikken over fjorden på begge broer, så kører der under normale tilstande  23.000 til 24.000 biler i døgnet. Men når du kommer op på 19.000 på den gamle bro, så knirker det, Og når trafikken stiger der, så kommer vores trafik også til at stige, fordi folk ikke gider at holde stille og vente, siger han til TV 2 Lorry.

Leif Tullberg kalder betalingen for broforbindelsen for et bogholderispørgsmål, fordi loven forudsætter, at broen er betalt efter 40 år.

- Og lige nu er det vores vurdering, at vi kan holde os inden for de 40 år, der er forudsat i loven, siger han.

Betalingsforbindelse skræmmer

Kronprinsesse Marys Bro blev bygget for at aflaste Kronprins Frederiks Bro, der ligeledes strækker sig over Roskilde Fjord, men længere nordpå.

Her sandede trafikken til hver morgen og eftermiddag, og bilister fra Hornsherred var dybt frustrerede, når de skulle pendle mod Københavnsområdet via Frederikssund. Men den nye bro blev upopulær frfa begyndelsen, fordi den er en betalingsbro. Og bilister fra lokalområdet har meget svært ved at acceptere, at de skal betale for at bruge en broforbindelse, når de skal rundt i deres egen kommune, Frederikssund.

I skrivende stund har  gruppen: "Broafgift - nej tak" 11.000 medlemmer på Facebook.

Derfor var trafiktallene efter åbningen af forbindelsen langt fra at leve op til det, der er den nuværende målsætning, som lyder på 8.000 betalende trafikanter i døgnet i 2025.

Fjordforbindelsen Frederikssund konstaterer, at trods et niveau - der altså var lavere end forventningerne - så var trafiktallene hen over vinteren stabile.

Coronakrisens udbrud betød et dyk i trafiktallene på 30 procent, men det er nu overvundet, og der er mere trafik på broen, end lige før krisens start.

- Der har været en jævn stigning i trafikken siden uge 12, og ligesom i resten af landet er trafikanterne nu ved at være tilbage på vejene. Vi har derudover haft en forventning om, at sommerhustrafikken vil bidrage til endnu flere ture over Kronprinsesse Marys Bro, og det ser ud til at holde stik, siger Kasper Rosenstand, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Alligevel var det gennemsnitlige antal ture på broen i maj (2.886 ture) lavere, end det tilsvarende tal for oktober (2.939 ture). Og til sammenligning kørte der i gennemsnit 17.416 køretøjer over den gamle Kronprins Frederiks Bro i maj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik