Så faldt der dom i sagen om trippeldrab

I november 2015 blev tre unge mænd likvideret, mens de lå og sov i en lejlighed på Frederiksberg. To mænd er nu dømt i sagen.

Fængsel på livstid.

Sådan lyder Østre Landsrets dom til bandidosrockeren Ian Ramm Hansen, som er kendt skyldig i at have deltaget i likvideringen af tre unge mænd den 11. november 2015.

Ian Ramm Hansen er også kendt som tidligere krigsminister hos Bandidos, og det er ifølge rettens dom ham, der med sikkerhed stod bag udførelsen af drabene på de tre unge, som alle blev skudt i lejligheden. 

Den 26-årige Benyamin Rahimi er også dømt i sagen. Han får 12 års fængsel for at have taget del i forberedelserne.

I Retten på Frederiksberg blev de to idømt henholdsvis livstid og ti års fængsel.

Drabene skete i en lejlighed på Christians Paulsens Vej på Frederiksberg, mens ofrene Philip Farcinsen Leth Rasmussen, Suhaib Khalil Jaffar og Mike Patrick Vinther lå og sov.

Ifølge landsretten var mindst to gerningsmænd i lejligheden, hvor de tre unge mænd blev skudt og dræbt med et haglgevær og en revolver.

Den ene af de to gerningsmænd var den tidligere Bandidos-krigsminister Ian Ramm Hansen, slår retten fast. Hvad angår Benyamin Rahimi, så har landsretten i skyldkendelsen ikke taget stilling til, om han var i lejligheden.

Anklager Kristian Kirk krævede livstid til Ian Ramm Hansen, mens 14 års fængsel eller forvaring ifølge anklageren ville være passende til Benyamin Rahimi.

Sidstnævnte er siden landsretten blevet mentalundersøgt. Det viser sig, at han har bipolar affektiv sindslidelse - tidligere kendt som maniodepressiv psykose.

Han vil derfor først skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling. Ifølge retten var han dog ikke utilregnelig på gerningstidspunktet.

Forsvareren for rockeren Ian Ramm Hansen, Berit Ernst, oplyser, at hun og hendes klient nu overvejer, om de vil forsøge at få sagen om det tredobbelte drab på Frederiksberg i Højesteret.

Den dømte bandidosrocker var ikke selv til stede i landsretten for at høre afgørelsen torsdag.

- Jeg kan sagtens forstå, at hvis man er blevet dømt for et tredobbelt drab, så har man lige brug for at sunde sig lidt, siger forsvareren.

Kort nyt

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

112

skunkgartneri herringløse

Særlig duft fik snusfornuftige betjente på sporet - skunklaboratorium med 347 planter afsløret

Retten i Roskilde.

Mand erkender forsøg på voldtægt af børn via datingside

Skønhedsklinikken Cliuniq

Skønhedsklinik er nu sigtet 11 gange

blå blink

Politi og helikopter rykker ud til alvorlig ulykke på gård

Frederiksberg

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere