Renovering af Frederiksbergs historiske svømmehal forsinket og budgettet skrider

Svømmehallen stod til at genåbne i juli måned, men det kommer ikke til at ske. Samtidig er ombygningen af en af Danmarks ældste svømmehaller løbet ind i fordyrelser.

Funkis-vartegnet Frederiksberg Svømmehal har udviklet sig til at være en dyr og langsommelig affære at renovere for Frederiksberg Kommune.

Svømmehallen fra 1930’erne har været lukket siden foråret sidste år i en ombygningsmanøvre, der har vist sig at blive dyrere end ventet og nu har rundet 100 millioner kroner.

Og nu meddeler Frederiksberg Kommune, at genåbningen af den højt skattede svømmehal, der samtidig er en af Danmarks mest besøgte, bliver forsinket.

Genåbningen var i første omgang planlagt til starten af maj måned. Siden blev datoen skudt til juli måned.

Nu lyder beskeden, at tidsplanen er skredet så meget, at kommunen slet ikke tør gætte på, hvornår enklavens borgere igen kan plaske i den historiske svømmehals turkisblå bassiner.

- Vi er mange, der savner Frederiksberg Svømmehal, og som havde glædet os til, at den åbnede igen. Derfor er jeg meget ked af, at vi må vente endnu længere, før svømmehallen genåbner. Jeg håber på forståelse fra alle brugerne, som dette desværre også rammer hårdt, udtaler Nikolaj Bøgh (K), der er formand for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg.

Frederiksberg Svømmehal er blandt andet kendt for sine mosaikudsmykninger af den berømte kunstner Vilhelm Lundstrøm.
Frederiksberg Svømmehal er blandt andet kendt for sine mosaikudsmykninger af den berømte kunstner Vilhelm Lundstrøm.
Foto: Creative Commons/Jon Nordstrøm

Renovering koster det samme som en ny svømmehal

Med forsinkelsen af svømmehallen følger også stigende omkostninger for projektet

Da Frederiksberg Kommune i foråret 2019 vedtog den omfattende renovering af den gamle svømmehal, blev det anslået, at prisen ville være omkring 70 millioner kroner.

Siden er udgifter for yderligere 30 millioner kroner kommet til, så prisen for renoveringen af badeanstalten nu lyder på 100 millioner.

Dermed koster renoveringen af den 90 år gamle Frederiksberg Svømmehal, der er en af de ældste svømmehaller i landet, stort set det samme, som mange andre kommuner betaler for at bygge helt nye af slagsen.

Frederiksberg kommune er sammen med projektets parter i gang med at vurdere konsekvenserne. Når parterne har et realistisk bud på en dato for genåbning, vil der blive meldt ud omkring dette på kommunens hjemmeside.

Årsagen til renoveringen af svømmehallen skal blandt andet findes i nye, skærpede miljøkrav fra Miljøministeriet, der blandt andet omhandler de tekniske anlæg, der styrer vandkvaliteten. Derudover er bygningen ifølge Frederiksberg Kommune nedslidt og trænger til en renovering.

Frederiksberg Svømmehal blev bygget mellem 1931 og 1934 i funktionalistisk stil med inspiration fra de romerske bade.
Frederiksberg Svømmehal blev bygget mellem 1931 og 1934 i funktionalistisk stil med inspiration fra de romerske bade.
Foto: Erik Fut Jensen/Ritzau Scanpix