Mohamed bliver kaldt Facebooks sjoveste læge

Det er vist ikke en overdrivelse at kalde 29-årige Mohamed Alaouie for et vaskeægte internetfænomen på Facebook.

Han er læge og har siden marts 2020 frivilligt svaret på spørgsmål om covid-19 i Facebook-gruppen "Spørg en læge om coronavirus".

quote Jeg kan godt lide at være sjov. Det er min måde at komme tættere på folk.

Mohamed Alaouie, læge

Og på trods af de mange hadefulde beskeder og trusler, mange af de frivillige læger modtager, har Mohamed Alaouie fortsat ufortrødent.

For ham er det nemlig vigtigt at være med til at skabe glæde og lykke i en tid, hvor alting er lidt tungt.

Og det gør han på en ganske særlig måde.

Nemlig igennem humor.

- Jeg kan godt lide at være sjov. Det er min måde at komme tættere på folk, og så kommer min pointe også lettere igennem med lidt humor, fortæller han.

- Jeg kan godt lide at bruges memes (et billede med en sjov tekst, red.) og GIF'er (sjove levende billeder, red.) eller en reference til en sjov Netflix-film, jeg har set. Jeg prøver at være relaterbar og trække på de her tryghedsskabende ting, som folk i forvejen kender til, forklarer han.

For ham betyder det meget, at den - som oftest - tunge information  bliver formidlet på en let måde, der ikke slukker håbet hos folk.

quote Man må aldrig slukke håbet i mennesket.

Mohamed Alaouie, læge

Samtidigt understreger han, at det naturligvis er en balance, hvor det er mindst lige så vigtigt at tage pandemien alvorligt:

- Selvfølgelig er det en alvorlig situation, vi står i. Og en alvorlig sygdom. Men jeg tror på, at vi kommer bedre igennem den ved at skabe noget håb. Man må aldrig slukke håbet i mennesket, fortæller den 29-årige læge.

Mohamed Alaouies mange sjove svar på Facebook-siden har gjort ham til en ganske populær herre; svarene får ofte hundredevis af likes, ligesom folk skriver beskeder til ham, hvor de udtrykker deres taknemmelighed.

Mohamed Alaouie har efterhånden fået en stor fanskare på Facebook, der skriver for at hylde og takke ham for at skabe glæde i en svær tid.
Mohamed Alaouie har efterhånden fået en stor fanskare på Facebook, der skriver for at hylde og takke ham for at skabe glæde i en svær tid.

- Den kærlighed, jeg har fået igennem gruppen, er overvældende. Jeg er så glad for, at folk har taget så godt imod mig og mine sjove svar, fortæller han.

- At kunne hjælpe folk på den måde... det betyder alt.

Spørg en læge om coronavirus

Facebook-gruppen "Spørg en læge om coronavirus" startede i februar 2020 og består af læger, der i deres fritid besvarer spørgsmål i alle afskygninger fra borgere, der er bekymrede eller i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til covid-19.


I begyndelsen var det 13 læger, der svarede på borgernes spørgsmål. I dag er mere end 160 læger tilknyttet gruppen på frivillig basis - og er altså uafhængige af politiske organer, ligesom de ikke modtager penge for deres arbejdstimer.


Lægerne i gruppen ser sig selv som formidlere og tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger.


Gruppen er i øvrigt modtager af Patientsikkerhedsprisen 2020.  ”Initiativet viser mod og nytænkning, det skaber tryghed for patienter, samtidig med at det tager noget af presset fra sundhedsvæsenet,” lyder begrundelsen fra patientambassadør Ivar Petersen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik