Var klar til højsæson: Nu sælger kendt kok smørbøffer som takeaway

Hvis ikke de blev solgt, blev de fordærvede, lyder forklaringen fra kokken Casper Sobzcyk, der er manden bag smørbøffen og chefkok på Bistro panpan i Zoo.

Selvom mandag den 20. april 2020 for fremtiden vil huskes som dagen, hvor man så de første spæde skridt i erhvervslivets genåbning af Danmark efter at have været lukket ned i over en måned, er der fortsat mange, der savner kunder i butikken, så at sige.

Det gælder blandt andet for bar- og restaurationsbranchen, som i den grad har været i frit fald, siden regeringen lukkede store dele af samfundet på grund af covid-19-pandemien.

Flere har bukket under for de røde tal på bundlinjen og drejet nøglen om, mens andre har måtte lægge nye planer for at overleve i den ny virkelighed, som endnu ikke er overstået.

Det gælder for eksempel for chefkok Casper Sobczyk fra Bistro panpan i Zoo, der ligesom resten af landet blev lukket midt i marts.

- Vi lukkede jo Bistro panpan over natten - hele Zoo er jo også lukket for gæster, siger Casper Sobczyk om den noget anderledes hverdag, han siden da er mødt ind til hver morgen.

For selvom restauranten ikke kunne åbne, skulle Madkastellet, som står bag Bistro panpan, fortsat holde kantinen, som de også driver, åben for dyrepassere og andre ansatte i Zoo, der ikke kan sendes hjem.

Derfor stod restauranten med både køkkenpersonale og en masse råvarer til en lukket restaurant. Og hvad gør man så?

Chefkok Casper Sobczyk prøver for tiden kræfter med takeaway.
Chefkok Casper Sobczyk prøver for tiden kræfter med takeaway.
Foto: Peter Brinch / PR

Fra gourmet og helhedsoplevelse til vakuumpakninger og takeaway

Man starter takeaway så hurtigt som muligt - og det var hurtigt, lyder det fra Ulrika Mårtensson, der er kommunikations- og marketingschef hos Madkastellet.

- Vi besluttede at starte noget takeaway, når vi nu havde både friske råvarer og noget personale. Og det gik rigtig stærkt. Det var en satsning, som var lidt crazy, og det tog 48 timer, fra vi besluttede os, til vi startede med at levere takeaway, siger hun til TV 2 Lorry.

Særligt den luksuriøse spise smørbøffen - en signaturret bestående af 350 gram sashi ribeye modnet i godt, dansk smør, som Casper Sobczyk har opfundet og forfinet - har taget kegler i takeaway-Danmark.

Og det er et held, lyder det fra panpan-kokken.

- Vi havde gjort klar til vores højsæson, som skulle starte her fra foråret. Så jeg stod med en hel masse smørbøffer, som var blevet formodnet til sæsonen. Så det er held i uheld, at så mange gerne vil købe den, fortæller Casper Sobczyk til TV 2 Lorry.

Smørbøf er et godt trækplaster

Selvom takeaway-satsningen ifølge både Madkastellet og Sobczyk er en fornuftig forretning, så er det kun et plaster på såret i forhold til den daglige omsætning.

- Man kan sige, at smørbøffen er et godt trækplaster - ingen tvivl om det. Og så er jeg da rigtig glad for, at der er så mange, som får smagt den. Sikkert også rigtig mange, som ellers ikke ville få mulighed for at smage den.

- Selvom det selvfølgelig også er lidt farligt at sælge ud af et produkt, som man ikke selv følger helt til dørs. Det kræver jo, at man kan stege en bøf, siger Casper Sobczyk.

Han forklarer, at hvor man i første omgang startede takeaway for at undgå at en masse gode råvarer, herunder smørbøffen, gik til spilde, er kokkene nu startet på at modne endnu flere af de kendte bøffer.

Samtidig påpeger han, at prisen på bøffen som takeaway er halveret i forhold til den normale kuvertpris.

- Nu er det første modnede kød ved at være udsolgt, og så har vi selvfølgelig lavet noget nyt, som er ved at være færdigmodnet, siger han.

Den kendte chefkok har samtidig med omskolingen til takeawaykok fået en del nye arbejdsopgaver.

- Jeg er både opvasker, madudbringer og alt muligt andet for tiden. Det er helt vildt. Og så er det så rart at møde folk derude. På den måde er jeg er overrasket. Både over, hvor mange som køber bøffen, og hvor mange som støtter op om vores branche, som bløder i øjeblikket.

Foruden smørbøffen er en anden signaturret fra Bistro panpan - hotdoggen med pølse toppet med hummerhaler - også en storsællert som takeaway, siger Casper Sobczyk til TV 2 Lorry.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Erhverv

Københavns lufthavn

Lufthavnen fyrer igen medarbejdere

20200407-124606-L-1920x1279we

Byggede luksusboliger i Nordsjælland: 18 udenlandske arbejdere anholdt

aalholm_kirke.jpg

playKrig mellem præster og menighedsråd: "Jeg har det elendigt", siger formand

fiskeauktion

playFiskegrossist i vildrede efter mink-aflivning: Frygter at brænde inde med tonsvis fiskeaffald

Frederiksberg

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere