Ville give folk fred for corona, men nu lukker Zoo for første gang i nyere tid

Zoologisk Have holder midlertidigt lukket. Indtil videre frem til den 30. marts.

Isbjørnen kan hoppe i vandet uden tilskuere det næste stykke tid. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Med myndighedernes nye forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer, har Zoologisk Have København besluttet sig for at lukke dyreparken frem til 30. marts.

Læs også Direktør i ZOO: "Vi holder åbent, så folk kan få lidt corona-fred"

“Så sent som i går udtalte sundhedsminister Magnus Heunicke og professor Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut på et pressemøde, at det var sikkert at gå en tur i ZOO. Den seneste udmelding viser dog endnu engang, hvor hurtigt omstændighederne kan skifte, og hvor hurtigt vi alle må reagere efter de skiftende forhold,” skriver Zoologisk Have på Facebook.

Presse- og kommunikationsansvarlig, Jacob Munkholm Hoeck, kalder beslutningen "ret usædvanlig."

- Vi har jo altid åbent - hver dag året rundt. Jeg ved ikke, om det er sket før, men det er i hvert fald første gang i nyere tid, at Zoo lukker, siger Jacob Munkholm Hoeck til TV 2 Lorry.

Læs også Dronningen: Coronavirussen er en farlig gæst

- Vi har helt fra begyndelsen fulgt retningslinjerne fra regeringen og sundhedsmyndighederne. Med det nye forbud mod at være forsamlet mere end ti personer, hverken kan eller vil vi holde Zoo åbent, så vi lukker fra i dag, siger Jacob Munkholm Hoeck.

Han oplyser, at haven har forsøgt at forberede sig så godt som muligt på en lukningen.

- Men det får helt sikkert stor økonomisk betydning for os. Ligesom det gør for alle andre, der holder lukket, siger Jacob Munkholm Hoeck.

Læs også Zoologisk Have sætter populære trækvogne til salg

Ville give folk corona-fred

For få dage siden, lød beskeden fra parken, at de agtede at være fristed for corona-bekymringer.

- Vi holder åbent, så folk kan få lidt corona-fred. Børnefamilier kan jo ikke blive indenfor i 14 dage. Det er trygt at tage i Zoologisk Have. Vi er en udendørs kulturinstitution. Vi har 11 hektar uden loft, sagde Jørgen Nielsen, direktør i Zoologisk Have, til TV 2 Lorry i lørdags.

Læs også Hackerkaos med årskort: Zoo garanterede sikkerhed - men problemet er ikke løst

Det medførte kritik på havens egen Facebook, hvor brugerne stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at holde åbent. En bruger kalde Zoologisk Have for en “pinlig pengemaskine.”

Medarbejdere sendes hjem

Zoologisk Have sender frem til 30. marts "en del" medarbejdere hjem. Der er 200 fastansatte i Zoo, og om sommeren er der dobbelt så mange, men presse- og kommunikationsansvarlig, Jacob Munkholm Hoeck, kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse antallet af hjemsendelser, og om medarbejdere bliver sendt hjem med løn. 

Læs også Zoo stadig ramt af hackerproblemer

- Vi har stadig en masse dyr, der skal passes, men vi kører med et minimumsberedskab, så færrest muligt er på arbejde, siger Jacob Munkholm Hoeck. 

For dyrene er alt, som det plejer

Når Zoologisk Have lukker ned, vil dyrene i parken ikke opleve en væsentlig forandring i deres hverdag. 

- De skal have deres foder på en berigende måde, som vi kalder det, og deres lort skal fjernes. Så er der nok nogle træninger, som ikke bliver gennemført - det bliver et lidt mere skrabet program end i hverdagen. Men ellers er alt, som det plejer, siger Jacob Munkholm Hoeck.

Læs også Tivoli og Bakken udskyder sommeråbning på grund af coronavirus

Nogle dyr vil muligvis registrere, at der ikke er så mange mennesker i haven, men der vil dog stadig være et vist liv i haven, lyder det fra Jacob Munkholm Hoeck. 

- Livet for pandaerne fortsætter også, og dyrepasseren holder øje med brunsttegn. Så hvis de udviser parringstrang, skal vi nok klare det, lyder det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik