Frederiksberg: 45.000 flasker vand indkøbt til kommunale institutioner

Frederiksberg Kommune har søndag indkøbt 45.000 flasker vand, der bliver distribueret til kommunale institutioner, så de ikke bliver påvirket af den forurenede vandforsyning.

De kommunale institutioner på Frederiksberg behøver ikke bekymre sig om adgang til rent drikkevand mandag morgen. 

Søndag har kommunen nemlig haft 10 medarbejdere i gang med at opkøbe og distribuere vand på flaske til de forskellige kommunale institutioner, så de ikke bliver påvirket af den forurenede vandforsyning. 


- Da det stod klart, at vi skal indstille os på at være uden vand noget tid endnu, gik vi i dag i gang med at indkøbe og distribuere vand til vores herberger, plejecentre, hjemmepleje, daginstitutioner og skoler. Her er status sen søndag eftermiddag, at alle undtagen dagtilbud og skoler har fået leveret vand, men vi regner med, at de sidste får leveret i løbet af natten, så de ikke oplever udfordringer mandag morgen, siger borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen (K) til TV 2 Lorry. 

Vil foretage yderligere indkøb

De 45.000 flasker vand svarer til et sted mellem 20.000 og 25.000 liter, og søndag aften bliver det vurderet, hvilke yderligere tiltag Frederiksberg Kommune skal foretage. 

- Vi forbereder os på, denne her situation kan fortsætte nogle dage endnu, og derfor er vi også ved at sikre os yderligere leveringer. Vi har et møde med Frederiksberg Forsyning senere i aften, og så vurderer vi situationen efterfølgende og foretager yderligere foranstaltninger, så institutioner og dagtilbud heller ikke vil opleve udfordringer efter mandag, siger Simon Aggesen. 

Han fortæller desuden, at han har talt med en del borgere på Frederiksberg søndag, og i den forbindelse har han oplevet, at der er en smule forvirring om kilden til vandforureningen.

- Der lader til at være en vis opfattelse af, at der er tale om e-colibakterier i vandet, men det er vigtigt for mig at understrege, at det er colibakterier - altså jordbakterier. Og de kan heldigvis koges væk efter to minutter, hvorefter vandet kan drikkes og bruges i madlavning, siger Simon Aggesen. 




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik