Borgere i Fredensborg Kommune kan se frem til ny belysning på gaderne, der både skal spare kommunen for penge og og sænke miljøbelastningen.
For kommunens politikere har besluttet at sætte gang i et projekt, hvor alle kommunens gadelamper bliver erstattet med LED-pærer.
Investeringen koster 27 millioner og vil løbende blive udført over de næste tre år.
Og ifølge formand for Infrastruktur- og Teknikudvalget i Fredensborg Kommune, Flemming Rømer (O), er det en rigtig god investering.
Tjent hjem på 10 år
- Vi får en besparelse på omkring 350 ton CO2 om året, når vi er færdige. Det svarer cirka til halvdelen af det energiforbrug, vi har i dag. Så får vi bedre driftsikkerhed, fordi det bruger mindre strøm, så systemerne bliver mindre belastet, hvilket giver en mindre risiko for fejl, siger han til TV 2 Lorry, og peger desuden på økonomi og kvalitet som andre faktorer.
De nye LED-lamper kan nemlig justeres i styrken i takt med mærket, og så giver de et bedre lys.
- Vi har tjent investeringen hjem på 10 år, og så bliver det mindre mørkt mellem gadelamperne, så jeg synes helt bestemt, det har en gavnlig effekt, siger han.