liveblog

Seneste nyt

Fra Sjælland og Hovedstaden

Oversigt

Mette F. har udskrevet valg, og hun går efter en bred regering

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet folketingsvalg på pressemødet ved Marienborg nord for København kl. 13.

Socialdemokratiet dropper at gå til valg på en etpartiregering og går i stedet til valg på en bred regering.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde på Marienborg.

Folketingsvalget bliver tirsdag 1. november, lyder det fra statsministeren.

- Vi vil have en bred regering med partier på begge sider af den politiske midte, siger Mette Frederiksen, der på pressemødet ikke tog imod spørgsmål fra pressen.

Netop en regering hen over midten har de to blå statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen, pure afvist. De ønsker en ren borgerlig regering.

V, K, RV og SF kan være med

Senere onsdag - på gaden i Køge - åbnede statsministeren op for, hvilke partier der kan være med i en bred regering. 

- Jeg kigger blandt andet på de partier, der står bag det nationale kompromis, siger Mette Frederiksen til pressen på gaden i Køge, hvor hun deler roser ud.

Det såkaldte nationalt kompromis var en bred aftale om dansk sikkerhedspolitik, der blev indgået 6. marts.

Bag aftalen stod Venstre, De Konservative, De Radikale og SF.

Mette Frederiksen påpeger dog, at hun ikke udelukker nogen partier i regeringsforhandlinger. Og hun slår fast, at hun skal være statsminister for en bred regering.

- Vi går til valg på - og har også en forhåbning om - at Socialdemokratiet er det største parti efter valget. Jeg har erfaringen. Jeg har ledt Danmark gennem nu mere end tre år med kriser, og mener derfor også, at jeg er den bedste statsminister.

Kun De Radikale af de nævnte partier ser idéen om en bred regering som god. Partiet har onsdag på et pressemøde oplyst, at det peger på en bred regering med Mette Frederiksen for bordenden efter næste valg.

Blå partier afviser

De øvrige partier bag kompromiset afviser idéen.

Både Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) ser en regering ledet af dem selv med blå partier.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man afviser det så bombastisk, lyder Mette Frederiksens svar på den kolde skulder fra de blå partier.

Tilbage i 2019, da der sidst var valgkamp, foreslog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen det samme med en bred regering over midten. Dengang afviste Mette Frederiksen det blankt.

At hun nu mener idéen er god skyldes de kriser, Danmark har været igennem.

Hun henviser til kriser med energi, inflation, coronavirus og krigen i Ukraine.

1. november skal der afholdes folketingsvalg i Danmark. Det blev annonceret af statsministeren klokken 13 onsdag.

Det betyder en valgkamp på cirka fire uger og længden skyldes, at en efterårsferie sniger sig ind i valgkampen.

For mange danskere er bortrejst i efterårsferien, lyder det.

- Så vi har forsøgt at balancere det, siger Mette Frederiksen.