Timelang kø: Over 28.000 i kø for at få plads til EM-event i København

Klokken 10 åbnede billetsalget til EM på storskærm på Ofelia Plads i København. Godt en halv time senere er mere end 28.000 personer i kø for at få de eftertragtede billetter.

Der bliver rift om det begrænsede antal pladser ved EMs storskærmsarrangementer på Ofelia Plads og Øksnehallen.

Det står klart, da der godt en halv time efter åbningen for booking til storskærmsvisningerne er knap 30.000 personer i kø for at få fingre i de eftertragtede billetter.

Billetterne er gratis, og systemet er indrettet sådan, at man kan booke op til fire billetter per kamp, hvis der er plads.

Hvorvidt det kan lykkes for alle 28.269 at få billetter til kampene er dog fortsat uvist.

Der er nemlig stærkt begrænset kapacitet ved arrangementerne på grund af coronarestriktionerne.

På Ofelia Plads kan 500 mennesker kan se EM-åbningskampen 11. juni samt Danmarks første EM-kamp mod Finland 12. juni, men fra 14. juni stiger det til 1000 gæster ved storskærmsarrangementer. 

Ved Øksnehallen er der plads til, at 1200 gæster kan deltage i EM-fest, mens 500-1000 kan overvære EM-kampene på storskærm.

Arrangementerne på Ofelia Plads og Øksnehallen varer i hele slutrunden fra den 11. juni til den 11. juli 2021.

Tvivl om systemet virker

TV 2 Lorry har været i kontakt med en heldig fan, som lykkes med at komme igennem køen til storskærmsbilletter, men efterfølgende opstod der tvivl om, hvorvidt  billetterne var sikret, fordi systemet gik ned og siden fejlede undervejs.

Personen, som TV 2 Lorry har været i kontakt med, havde først held til at få ståpladsbilletter til kampen mellem Danmark og Finland, men da bookingen skulle gennemføres gik siden ned, hvorefter billetterne var væk.

EURO
Foto: Screendump

Mange storskærmsarrangementer i hovedstadsområdet

Når du ikke at få del i de eftertragtede billetter på Ofelia Plads eller ved Øksnehallen behøver du dog ikke aflyse fodboldfesten helt.

Der er nemlig arrangeret stribevis af storskærmsvisninger i hele hovedstadsområdet, hvor du kan se Danmarks kampe eller alle andre kampe under slutrunden.

Klik på artiklen herunder og se mulighederne: