Er det farligt at rive højhusene i Brøndby Strand ned?

Politikerne i Brøndby har besluttet at få lavet en miljøvurdering af nedrivningen af de fem højhuse i Brøndby Strand, der er forureneret med PCB.

Naboerne frygter at det kan være farligt at rive PCB-forurenede højhuse ned, mens der bor mennesker under 30 meter fra byggepladsen. For hvad kommer der ud af betonen? Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

De fem ikoniske højhuse i Brøndby Strand er forskønnet med gule og lyserøde farver rundt om vinduesfagene. Alligevel rager de grå, slidte mastodonter brutalt op mod den blå sensommer-himmel med hvide, drivende skyer.

Husene er PCB-forurenede og har problemer med nedbrudt beton og utidssvarende installationer. Bygningerne kræver en omfattende og meget omkostningsfuld renovering, der vil koste omkring 200 millioner. Det kan bedre betale sig at rive dem ned.

Læs også Giftige boligblokke skal jævnes med jorden

Men naboerne frygter, at det kan være farligt at rive PCB-forurenede højhuse ned, mens der bor mennesker under 30 meter fra byggepladsen. For hvad kommer der ud af betonen?

- Vi gør det her for at være sikre på, at vi får taget de nødvendige hensyn til miljøet, så ingen får unødigt støj og møg i hovedet, siger Vagn Kjær-Hansen, formand for Teknik- og miljøudvalget, SF i Brøndby Kommune.

Borgerhøringer inden nedrivningen

Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune har på deres møde den 12. september besluttet, at de miljømæssige forhold omkring nedrivningen af fem højhuse i Brøndby Strand skal undersøges grundigt, inden nedrivningen går i gang. Selve nedrivningen forventes at begynde i 2020 og tage 2-3 år.

- Noget af det vigtigste er, at borgerne, naboerne, bliver hørt. Om deres frygt og bekymring. Og at vi får afdækket alle aspekter inden vi begynder nedrivningen, siger Vagn Kjær-Hansen.

En miljøvurdering er lovpligtig, når et projekt risikerer at påvirke miljøet væsentlig.

Læs også Gurlis boligblok skal rives ned: Det kom som et chok for mig

Og det er bygherren, der skal stå for nedrivningen, som skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport, som borgerne kan læse og komme med input til og som Brøndby Kommune kan vurdere nedrivningen ud fra.

- Det er vigtigt for mig, at vi tager hånd om sikkerheden og trygheden for områdets boeboere. Det er helt nødvendigt, når vi ved, at nedrivningen for eksempel vil medføre støv, der er forurenet af PCB og at der skal håndteres 30.000 tons PCB-forurenet byggeaffald.  Det skal vi være sikre på bliver håndteret forsvarligt, så det fortsat er trygt og godt at bo i Brøndby Strand, mens nedrivningen er i gang, siger Kent Magelund, borgmester i Brøndby Kommune, Soc. dem. i en pressemeddelelse.

Det er ønsket fra de fire boligselskaber der har højhusene, at der bygges nye boliger på grundene.

  Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Fakta om højhusene i Brøndby Strand

De fem højhuse har adresserne: Albjergparken 1, Albjergparken 2, Albjergparken 6, Tranumparken 1 og Tranumparken 2

Højhusene Albjergparken 2 og Albjergparken 6 hører under boligorganisationen Brøndby almennyttige Boligselskab v. DAB

Højhusene Albjergparken 1 og Tranumparken 2 hører under boligorganisationen PAB v. FA09

Højhuset Tranumparken 1 hører under boligorganisationen Tranemosegård v. BO-VEST

Højhusene er alle 16 etager høje Højhusene indeholder mellem 60 og 64 lejligheder hver

I alt skal 196 familier genhuses

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik