To mænd fængslet for brandattentat mod testcenter

Københavns Vestegns Politi har tidligere oplyst til TV 2 Lorry, at det var fire molotovcocktails, som bliv smidt mod bygningen

Retten i Glostrup har onsdag eftermiddag varetægtsfængslet to mænd på 49 og 51 år, som politiet sætter i forbindelse med et brandattentat på et Covid-19 testcenter i Ballerup.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Natten til tirsdag den 16. marts kastede en eller flere personer flasker med brandbar væske ved et Covid-19 testcentret på Energivej i Ballerup.

Ilden gik ud uden at antænde noget, og ingen personer var tilstede.

Københavns Vestegns Politi har siden efterforsket hændelsen som brandstiftelse, og onsdag morgen blev de to mænd anholdt i deres hjem i Rødovre.

Københavns Vestegns Politi har tidligere oplyst til TV 2 Lorry, at det var i alt fire molotovcocktails, som bliv smidt mod bygningen.

Politiet var efter brandattentatet til stede ved covid-19-testcentret i Ballerup hele dagen.
Politiet var efter brandattentatet til stede ved covid-19-testcentret i Ballerup hele dagen.
Foto: Presse-fotos.dk


Varetægtsfængslet i fire uger

Ud over brandstiftelse mod testcentret sigter politiet de to for at stå bag yderligere et tilfælde af forsætlig brandstiftelse natten før – den 15. marts kl. 01 – i Rødovre. 

Her kastede gerningsmænd en flaske med brandbar væske mod en husgavl i Nørrekær og på kørebanen ved Roskildevej. I begge tilfælde gik ilden ud, og ingen kom til skade.

Retten bestemte, at de to sigtede skal varetægtsfængsles foreløbigt til og med den 12. maj 2021.

- Brandstiftelse er en alvorlig forbrydelse, og de er sigtet efter en bestemmelse i straffeloven med mulighed for op til seks års fængsel, siger anklager Søren Halse, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.

Efterforskningen fortsætter, og fordi retten bestemte, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, kan der ikke frigives yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Den 16. marts blev en 52-årig mand fra København anholdt og sigtet, fordi han blev sat i forbindelse med hændelsen ved testcentret. Sigtelsen mod ham er indtil videre opretholdt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik