Foto: WMOC

Veteran-VM indtager Lorryland: Den ældste deltager er 100 år

Et af årets største danske idrætsarrangementer kommer til Nordsjælland og København i starten af juli.

4.500 orienteringsløbere og deres familier indtager Nordsjælland og hovedstadsområdet i starten af juli, når de officielle verdensmesterskaber for veteraner bliver afholdt. 

Det er Farum Arena, der er centrum, for orienteringsfesten, men der vil også være løb i både København og de nordsjællandske skove. 

Læs også MIN KLUB – Træn kroppen varm og hovedet koldt

Det bliver et af de største idrætsarrangementer i landet i 2018, og det forventes, at der i den forbindelse bliver lagt 30-35.000 overnatninger i området af tilrejsende til stævnet. 

Har du lyst til at prøve?

Fra den 2.- 5. juli har orienteringsklubben Ok Allerød forberedt tre orienteringsdistancer på forskellige niveauer ved Tokkekøb Hegn og Ravnsholt Skov. 

Der er også byorienteringsløb i Værløse i dag fra 13-15, hvor alle kan være med. Se mere her.

Borgmester i Furesø, Ole Bondo Christensen (Soc. Dem.), er begejstret over, at verdensmesterskaberne i orienteringsløb har fundet vej til kommunen:

- I Furesø Kommune er vi rigtig glade for at være værtskommune for så mange glade deltagere fra hele verden. Det er dejligt med så mange aktive sportsfolk i vores kommune, og det er samtidig dejligt livsbekræftende, at vi også ser folk godt oppe i årene dyrke sport på denne måde. Med de ældste deltagere, som har rundet 95 år, er arrangementet et rigtig godt eksempel på, at man aldrig bliver for gammel til at dyrke sport, siger han i en pressemeddelelse.

Den ældste tilmeldte løber er 100 år gammel, men det er endnu uvist, om han kommer, fordi han er kommet til skade.

Farum Orienteringsklub satser stort
Det internationale orienteringsforbund er vært for mesterskaberne og arrangerer det store stævne i samarbejde med Farum Orienteringsklub, Tisvilde Hegn Orienteringsklub, Orienteringsklubben Øst Birkerød og Søllerød Orienteringsklub.

- Dette kæmpe arrangement er den største satsning i Farum Orienteringsklubs historie, og rigtig mange medlemmer har igennem de sidste par år lagt utrolig mange frivillige timer i forberedelserne. Vi glæder os til, at det nu endelig løber af stablen, og vi krydser finger for, at dette års fantastiske sommervejr fortsætter lidt endnu," udtaler formand for Farum Orienteringsklub, Peter Reinholdt.

Program

6. juli: Sprint-træningsdistancer for deltagerne, åbningsceremoni med borgmester Ole Bondo Christensen
7. juli: Sprintkvalifikation, Hørsholm
8. juli: Sprintfinale, København C
10. juli: Kvalifikation til mellemdistancefinale, Tisvilde Hegn
11. juli: Mellemdistancefinale, Tisvilde Hegn
13. juli: Langdistancefinale, Grib Skov