Foto: Scanpix

Vagter ved byretten afslører forsøg på indsmugling af våben

Siden 2015 har der været kontrol ved indgangen til Byretten i København, Glostrup og Frederiksberg og hver måned finder vagterne en række ulovlige våben, som folk forsøger at smugle med ind.

Knive, strømpistoler, tåregas og skruetrækkere.

Det er nogle af de våben og effekter, som folk af den eller anden grund hver måned forsøger at smugle med ind i byretten.

- Vi finder typisk knive, også knive der ligesom er skjult i kreditkort.

Christian Lundblad, Retspræsident, Retten På Frederiksberg

Oftest knive

Avisen Danmark har talt med retspræsident i Retten på Frederiksberg, Christian Lundblad, og ifølge ham dukker de ulovlige våben særligt op, når retten behandler banderelaterede sager. Og Retten på Frederiksberg er i følge da også den byret i landet, hvor vagterne ved indgangen har registreret klart flest ulovlige genstande:

Læs også Tiltalt for rocker-drab overfaldet med stol i retssal

- Vi finder typisk knive, også knive der ligesom er skjult i kreditkort. Tåregas. Jeg husker ikke, at vi har fundet skarpladte skydevåben. Vi oplever dog også, at folk vender om, når de ser, at der er adgangskontrol, så det her handler også om, hvad vi ikke finder. Jeg er sikker på, at man vil kunne finde ting og sager, hvis man i udvalgte sager gennemsøger buskadser omkring retten. Men vi finder også genstande i forbindelse med fogedsager, siger Christian Lundblad.

Læs også Far og forhandler: "Jeg tror på, at freden holder på Nørrebro"

Tilbage i 2014 formåede en mand at smugle en oversavet jagtriffel med ind i Fogedretten i København. Ved den tragiske hændelse sårede han sin datters eksmand og dræbte hans advokat, og den tragiske hændelse bevirkede, at der fra 2015 blev indført kontrol på forsøgsbasis ved byretterne i København, Frederiksberg, Glostrup, Aarhus og Alborg.

Samme fremgangsmåde som i lufthavne

Kontroller, der indebærer, at lommer skal tømmes, overtøjet skal af, ligesom både tasker og overtøj bliver gennemlyst -  akkurat som i lufthavnen.

Avisen Danmark har fået adgang til byretternes indrapportering fra kontrollerne fra de første tre måneder af 2017.

Og det er omfattende fund forsøg på indsmugling, der bliver afsløret:

Adgangskontrol ved retten

Københavns Byret:
Otte ulovlige genstande konfiskeret - 21509 personer kontrolleret

Retten i Glostrup:
Seks ulovlige genstande konfiskeret - 21417 personer kontrolleret

Retten på Frederiksberg:
47 ulovlige genstande konfiskeret - 18.354 personer kontrolleret

                                                                                                                                   Kilde: Avisen Danmark

- Vi har også mange psykisk syge, mange der ikke er inden for normalområdet. Jeg havde selv for nylig en sag med en psykisk syg mand, der var anklaget for at slå en politibetjent, hvor vi efterfølgende fik at vide, at han var ankommet til retten med en stor dolk ved benet. Det kunne have resulteret i hvad som helst, hvis vi ikke havde haft kontrollen, siger Christian Lundblad.

Med til historien om de omfattende fund i retten på Frederiksberg hører dog også, at retten tidligere har slået hårdt ned på genstande, som man har vurderet ulovligt - eksempelvis en håndværker, som er mødt op med en kniv, han skulle bruge senere på dagen. I følge retspræsidenten er man dog ved at nærme sig de andres måde at registrere på.