Vådt nyt: Roskilde Festival kan blive den vådeste i 10 år

Roskilde Festival var i år 2007 en af de vådeste omgange i Festivalens historie. Foto: Uffe Weng / Scanpix

Roskilde Festival 2017 kan meget vel gå hen at blive den vådeste af sin slags i mindst 10 år. I værste tilfælde den vådeste nogensinde.

Om det bliver til 15, 30 eller 50 mm regn er endnu ikke til at sige, men alt tyder, at årets Roskilde Festival bliver en særdeles våd fornøjelse.

Sådan lyder de våde nyheder fra TV 2 Vejrets meteorolog Danny Høgsholt.

Prognoserne peger nemlig fortsat på, at vi fra onsdag og til og med fredag skal forberede os på rigtig vådt vejr. Ikke bare i Roskilde, men i hele landet.

Læs også Alle taler om det: Så forskellige er Roskilde-prognoserne

Det er to lavtryk, der fra Mellemeuropa vil bevæge sig op over landet, og det vil give os først regn- og tordenbyger i hobetal, og når vi når frem til fredag også silende regn og blæst.

Præcis hvor megen regn Roskilde Festivalen må regne med er endnu noget usikkert, men på TV 2 Vejrets hjemmeside skriver Danny Høgsholt, at mange prognoser lader mellem 30 og 40 mm regn vælte ned over dyrskuepladsen, der lægger rammer til festivalen.

Sker dét, så bliver festivalen ifølge meteorologen den vådeste i 10 år. Tilbage i 2007 faldt der hele 46,0 mm regn, hvoraf de 44,6 mm gjorde livet surt og regnvådt på festivalen allerede i løbet af torsdagen, som på daværende tidspunkt var den første dag med musik.

Læs også Flere gør grin med Roskilde-kritik: "Stakkels curlingbørn"

Den næstvådeste festival skal vi tilbage til 1997 for at finde, hvor der dengang faldt 43,6 mm regn fordelt ud over torsdag, fredag og søndag.

Seneste knastørre Roskilde Festivaler er fra 2009 og 2010. Særligt i 2009 var det også meget varmt med op til 28,5 grader om lørdagen.