Tour-legende kommer til Furesø - og du kan køre mod ham

Almindelige fritidsmotionister får nu chancen for at køre cykelløb mod en af de mest vindende ryttere i to årtier, når Fabian Cancellara kommer til Furesø.

Bjarne Riis og Fabian Cancellara under Tour de France i 2008. Søndag den 2. september mødes de to igen i Furesø Kommune. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Det er ikke hver dag, at Furesø Kommune kan prale af at få besøg af en af de mest vindende cykelryttere i de seneste 10 år, men det lige præcis, hvad der sker søndag den 2. september.

Her lægger den dobbelte OL-guldvinder i enkeltstart, Fabian Cancellara, vejen forbi Farum Hovedgade og deltager i et cykelløb, hvor almindelige cykelmotionister får en unik mulighed for at dyste mod verdensstjernen.

Læs også Borgmester vil bruge millioner på verdenskendt cykelløb

Det er Bjarne Riis, der har trukket den globale cykelevent ’Chasing Cancellara’ til byen. ’Chasing Cancellara’ er et cykelløb med en distance på 54,6 km, hvor den schweiziske stjerne med sit firemandshold sætter tiden for ruten. Efterfølgende kan hold á fire personer forsøge at matche eller slå tiden.

Samme distance som OL-rute

Løbet er åbent for både fritidsmotionister og elitecykelryttere. Men for at kunne deltage, skal man altså stille et hold bestående af fire ryttere.

Og der er ifølge den tidligere danske cykelrytter en helt særlig grund til, at man har valgt Furesø:

- Farum og Furesø Kommune passer perfekt til Chasing Cancellara-formatet. Furesø er et meget populært område for cykelmotionister på grund af den skønne natur og mange gode cykelruter. Så det var ikke svært at skabe en god og varieret rute på de 54,6 kilometer, vi skal køre - akkurat den samme distance som OL-ruten i Rio i 2016, hvor Fabian vandt guld i enkeltstart, siger Bjarne Riis.

Omlægninger i trafikken

I anledning af placeringen af start- og målområdet i Farum Hovedgade vil hovedgaden - fra stationen til og med Lillevangsvej - være afspærret for kørsel søndag den. 2. september i tidsrummet mellem klokken 6 og 20.

Læs også Farum Bytorv vil udvide med 6000 kvadratmeter

Desuden vil Nordtoftevej og Ganløsevej blive afspærret i det tidsrum, cykelrytterne kommer forbi.

Fabian Cancellara kører fra rampen med sit hold kl. 10, og Furesø Kommunes borgmester Ole Bondo Christensen, Soc.Dem., er meget begejstret for udsigten til at møde schweizeren, der blandt andet også har to verdensmester-titler, seks etapesejre i Tour de France og en lang række andre sejre på cv’et.

- Furesø Kommune har stolte cykeltraditioner og mange aktive borgere, som er engageret i sportsaktiviteter. Derfor tror jeg også, at en begivenhed som denne vil glæde mange. Placeringen af start- og målområdet i Farum Hovedgade er samtidig med til at markere afslutningen på et større renoveringsarbejde og er en fantastisk mulighed for at vise vores flotte handelsgade frem. Jeg håber derfor, at mange vil lægge vejen forbi, så vi sammen får skabt en fantastisk cykelfest, lyder det fra borgmesteren.  

Ud over Furesø afholdes det internationale cykelløb også i Silkeborg, i Abu Dhabi, Schweiz, Frankrig og Italien.

Man kan tilmelde sig til løbet her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik