00:34

Kort nyt.

Sydhavnen får nyt kulturhus: Fra sovebydel til levende

Et flertal i Borgerrepræsentationen i København har besluttet, at Sydhavnen får sig et kulturhus i den gamle Pladehal.

Sydhavnen i København får alligevel udsigt til et kulturhus i den gamle Pladehal. 

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har afvist at give Nordea lov til at rive den gamle Pladehal på Frederiksbrygge ned. 

Det her er en kæmpe sejr. Et flertal i Borgerrepræsentationen har besluttet at lytte til københavnerne frem for kapitalinteresserne.

Miljø- og teknikborgmester i København, Morten Kabell, Enhedslisten

Planen var ellers at erstatte hallen med et byggeri, der kun skulle indeholde en blanding af boliger, butikker og restauranter.

Nu vil mindst 50 procent af stueetagen blive anvendt til kulturelle formål, og det har været et stort ønske fra beboerne i den nye Sydhavn.

Det er et flertal bestående af Enhedslisten, de radikale, SF og Dansk Folkeparti, der har stemt for, at der skal være kulturaktiviteter i en del af Pladehallen. 

Læs også 35 milliarder kr. investeres der i Sydhavnen

En kæmpe sejr til en levende Sydhavn

Kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, DF, jubler over afgørelsen: 

- Den havde jeg ikke set komme. Ud over en idrætshal har det nye Sydhavnen stort set ikke noget kulturliv. Man kan undre sig over, at det ikke er hele Borgerrepræsentationen, der stemmer for det her, siger han til Politiken.

Også miljø- og teknikborgmesteren i København, Morten Kabell, Enhedslisten, glæder sig.

- Det her er en kæmpe sejr. Et flertal i Borgerrepræsentationen har besluttet at lytte til københavnerne frem for kapitalinteresserne. Det betyder, at det nye Sydhavn nu bliver en levende og attraktiv bydel med kulturaktiviteter, siger han til Politiken.