Store Cykeldag blev en cykelfest i strid vind

00:17

I dag blev Flyvestation Værløse indtaget af cykler i alle afskygninger ved den årlige cykeldag i Furesø Kommune.

Der var gang i den to-hjulede til 'Store Cykeldag 2017' på Flyvestation Værløse denne søndag, hvor omkring 700 deltagere var mødt op. Her kunne de fremmødte blandt andet køre på forskellige type cykler, få en rundvisning på flyvestationen og få repareret sin cykel.

Det er ottende gang, at 'Store Cykeldag' finder sted. Denne gang foregik det sideløbende med det store motionscykelløb Bastrup Sø Rundt. Motionsløbet havde mål på Flyvestation Værløse, så alle cykelglade folk kunne være samlet ét sted.

- Det har været udfordrende. Lidt hårdt. Men det var også et smukt løb, siger Johanne Petersen, som søndag kørte Bastrup Sø Rundt, til TV 2 Lorry.

Og selvom solen skinnede, så blæste det en del på Flyvestation Værløse. Men det gjorde i følge motionscyklisten ingenting.

- Det er jo hyggeligere at være sammen med cykelvennerne, end bare at ligge på sofaen, siger Johanne Petersen til TV 2 Lorry.

Læs også Entusiaster vil åbne flyværksted i gammel hangar

Cykelmyggen Egon var populær

Også Cykelmyggen Egon var en tur forbi Flyvestation Værløse, og hans mange finurlige tricks var et stort hit. Især blandt de mindste.

- Jeg synes det var sejt, at han kunne snurre styret rundt sammen med hjulet, siger otte-årige Balder Bjørn Bøg Christensen til TV 2 Lorry.

Og også otte-årige Balder syntes, at det var sjovere at bruge sin dag på en cykel, end at ligge hjemme på sofaen.

- Jeg har aldrig prøvet det her. Det andet har jeg prøvet rimelig mange gange, siger Balder Bjørn Bøg Christensen.

Læs også Krible krable-jagt: Børn ruller insektmobilen ud