Solrød-borgere bliver alligevel ikke bus-løse

Solrøds byråd har netop besluttet at afsætte 1,3 mio. kr. til en ny buslinie i stedet for bus 120.

Nedlæggelsen af busrute 120 mellem Karlslunde og Køge efterlader 430.000 passagerer på perronen årligt, troede man. Men nu er en løsning fundet. Foto: Tobias Bonde Simonsen

Da Region Sjælland i slutningen af 2018 meldte ud, at man ville nedlægge bus 120 på den godt og vel 17 kilometer lange strækning mellem Karlsunde og Køge Station medførte det store frustrationer hos de mange Solrød-borgere, der så ud til at blive bus-løse.

Det har TV 2 Lorry tidligere berettet om. 

Men nu er det alligevel kommet en løsning på problemet.

Byrådet i Solrød Kommune har nemlig taget sagen i egen hånd og vil i samarbejde med Køge Kommune og Region Sjælland sikre, at de mange, der dagligt bruger buslinjen, fortsat kan komme frem med det gule lyn.

Det skriver Solrød Kommune i en pressemeddelelse. 

Et flertal i byråd har nemlig besluttet at etablere en helt ny buslinje – bus 121 – der skal køre i en ring fra Strandvejen gennem Trylleskov Strand og forbi Solrød Strand Station til Køge Nord Station.

- Byrådet kunne ikke acceptere udsigten til, at hele strandområdet pludselig skulle være bus-løse, så selvom vi er ærgerlige over, at kommunen på grund af regionens besparelser pludselig bliver pålagt så stor en udgift, så skal vores borgere naturligvis kunne komme fx på arbejde, i skole, en tur i centeret og til hospitalet, siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune i pressemedelelsen og fortsætter:

- Og intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Bus 121 kommer til betjene mange af vores borgere endnu bedre, fordi den både kører gennem vores nye bydel Trylleskov Strand og forbi Munkekærskolen.

Sådan bliver ruten for bus 121. Foto: Solrød Kommune

Byrådet afsætter i alt 1,2 mio. kr. til den nye busrute, som træder i kraft fra årsskiftet og som også bliver delvist finansier et af Region Sjælland.

Solrød fortsætter med natbussen

Også Natbus 97N, som lige nu kører fra Rådhuspladsen til Køge Station, har byrådet i Solrød Kommune besluttet at redde. Regionen vil spare bussen væk fra årsskiftet, men byrådet har besluttet at afsætte 70.000 kr., så bussen fortsat kan køre gennem Solrød Kommune.

Bussen får imidlertid endestation ved Solrød Strand Station, da Køge Kommune ikke er interesseret i at betale for busruten.

- Der er et beskedent antal passagerer på bus 97N, men vi ved, at bl.a. unge mennesker og folk med skiftende arbejdstider gerne vil beholde bussen, og Ældresagen har også givet udtryk for, at de ældre er glade for bussen. Derfor er det en lille pris, vi skal betale for at kunne opretholde en god service til vores borgere, siger Niels Hörup. 

Fakta om buslinierne

Buslinierne 120 og 97N er i dag regionale ruter og finansieres fuldt ud af Region Sjælland.

 

På grund af besparelser vil regionen nedlægge den ca. 17 kilometer lange strækning mellem Karlslunde Station og Køge Station, hvor bus 120 kører.

 

Hvis bussen fortsat skal køre på strækningen skal kommunerne finansiere en del af bussen, men Greve Kommune ønsker ikke at betale for, at bus 120 kan køre fra Karlslunde Station og frem til kommunegrænsen til Solrød. Bussen får derfor fremover en rute fra Høje Taastrup til Karlslunde Station.

 

Køge Kommune ønsker ikke at fortsætte med Natbus97N, og bussen kommer derfor fremover til at have endestation ved Solrød Strand Station.

 

Kilde: Solrød Kommune

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik