Travl busrute nedlægges: Borgmester retter skarp kritik af region

Region Sjælland planlægger at nedlægge busrute 120 mellem Karlslunde og Køge. Borgmesteren i Solrød er forundret og uforstående over for planerne.

Den planlagte nedlæggelse af en stor del af busrute 120, der går langs Køge Bugt, skaber både frustration og forundring på borgmesterkontoret i Solrød.

Buslinjen er nemlig vigtig for mange af kommunens indbyggere, der ikke har bil. Og beslutningen om at nedlægge linjen er sket uden dialog med strækningens kommuner.

Sådan lyder kritiken fra Solrøds borgmester, Niels Hörup.

- Mine byrådskolleger og jeg er forundret over, at regionen har valgt denne retning uden at inddrage kommunerne. Rigtig mange Solrødborgere er frustrerede over udsigten til at blive ”bus-løse”, og det budskab bringer jeg selvfølgelig videre til regionen, siger borgmester Niels Hörup fra Venstre.

Regionen Sjælland står til at lukke busrute 120 på strækningen mellem Karlslunde og Køge som led i en større, regional spareplan.

Det ventes, at 430.000 passagerer, heraf 90.000 i Solrød Kommune, vil blive påvirket af rutenedlæggelsen.

- Der er mange, der er glade for bus 120, og bussen er en nødvendighed for alle de borgere i strandområdet uden en bil, som skal kunne komme på hospitalet, i skole og på arbejde. Jeg håber derfor meget, at regionen er villig til at indgå i en dialog om, hvordan vi løser den her udfordring, siger Solrød-borgmesteren.

Dialogmøde med regionen hjalp intet

Tirsdag havde bogmesteren så mulighed for at fremlægge sine synspunkter, da han mødtes med Region Sjællands formand og næstformand for Trafik-, Infrastruktur- og Miljøudvalget, Peter Jacobsen fra Dansk Folkeparti og Jens Ravn fra Venstre.

Det kom der dog ingen løsninger ud af, da der i dialogmødet ifølge Solrød-borgmesteren ikke indgik ret meget dialog.

- Konklusionen er, at beslutningen, som udvalget havde truffet og indstillet til, er mejslet i granit, da den allerede er godkendt i de andre udvalg, siger Niels Hörup til TV 2 Lorry.

- Jeg har udtalt en skarp kritik af den manglende inddragelse af kommunerne i den her beslutning. Det er dybt utilfredsstillende, at man træffer en beslutning om en regional linje, der vedrører samlet set 430.000 passagerer og faktisk er Region Sjællands mest benyttede buslinje, uden at rådføre sig med kommunerne overhovedet, siger Niels Hörup.

Selvom parterne ikke kunne finde fælles fodslag i forhold til at bevare rute 120, så fortalte repræsentanterne fra Region Sjælland, at man er villige til at vente med at nedlægge busruterne til 1. januar 2020 under den forudsætning, at de berørte kommuner kan gå sammen om en løsning indtil da.

Det var ellers planen, at ruten allerede skulle nedlægges til næste sommer.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Solrøds borgmester, Niels Hörup fra Venstre, udtaler skarp kritik af Region Sjælland for busrutenedlæggelse uden kommunal inddragelse.
Solrøds borgmester, Niels Hörup fra Venstre, udtaler skarp kritik af Region Sjælland for busrutenedlæggelse uden kommunal inddragelse.
Foto: Jeppe Bøje Nielsen / Scanpix

Skal finde anden mulig løsning inden jul

Nu vil Solrød-borgmesteren forsøge at samle nabokommunerne Greve og Køge, der også serviceres af buslinje 120 og at se på, hvilke alternative løsninger de i fællesskab kan finde for at sikre de mange borgeres adgang til offentlig transport.

- Nu skal vi så finde ud af, hvad vi kan gøre. Det faktiske forhold er, at linjen lukker og slukker. Hvis ikke vi gør noget, så vil der ikke være en busrute, og det kan vi ikke leve med. Så skal vi finde ud, hvad der er af mulige løsninger. Jeg håber, at vi inden jul kan finde ud af, hvad vi kan gøre i samarbejde, siger Niels Hörup.

En mulighed kunne være at drive en kommunalt bestilt busrute, hvor kommunerne i fællesskab skaæl finansiere buslinjen.

En sådan løsning kan i så fald betyde, at en ny, kommunal version af busrute 120 vil køre færre gange og kun i hverdage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik