Søgte kistebærere til brandmands-fan: Nu får Ove en hel parade

Da Ove levede, var han måske Danmarks største fan af brandbiler og brandmænd. Nu strømmer det ind med henvendelser fra brandmænd, der vil hjælpe til hans begravelse.

Ove var 47 år gammel, da han døde pludseligt i sidste uge. Han havde Downs Syndrom og boede på en institution i Søborg. 

Og så var han måske landets største fan af brandbiler og brandmænd. 

quote Han har lige siden han var barn været glad for udrykningskøretøjer – mest brandbiler.

Michael, lillebror

Overalt på hans værelse hang der plakater og billeder, modeller af brandbiler var udstillet på hylderne, og noget af det bedste han vidste var, når han så brandbiler køre afsted eller fik lov til at tale med brandmændene om deres arbejde. 

- Han har lige siden han var barn været glad for udrykningskøretøjer – mest brandbiler. Og han har mange gange besøgt Falckstationer og brandbilsmuseum med udstillinger af gamle brandbiler, fortæller hans lillebror Michael.

Brandbiler i særdeleshed og udrykningskøretøjer i det hele taget, var lige noget for Ove.
Brandbiler i særdeleshed og udrykningskøretøjer i det hele taget, var lige noget for Ove.
Foto: Privatfoto

Nu kommer hans livshobby til at følge ham, den dag familie og venner skal sige farvel til ham til bisættelsen i denne uge. 

En begravelse i Oves ånd 

Bededame Zofiia Rose fra Begravelses Service er vant til at arrangere bisættelser og begravelser, men da hun skulle planlægge Oves bisættelse, blev det på en helt særlig måde.

Faktisk er hun flere gange blevet overmandet af tårerne.

Efter et møde med Oves familie og personalet på institutionen i Søborg, stod det klart for hende, hvor stor fan Ove var af brandmænd- og biler, og hun besluttede sig for, at det skulle sætte sit præg på hans bisættelse.

Oves kiste skulle bæres ud af brandmænd.

quote Jeg blev selv helt rørt og kunne mærke, at sådan skulle det bare være.

Zofiia Rose, bededame

Det var familie og personale helt enige i. 

- Så tudede de alle sammen. Jeg blev selv helt rørt og kunne mærke, at sådan skulle det bare være, siger Zofiia Rose.

Men det var ikke helt så nemt at få det ført ud i livet. 

Et effektivt Facebookopslag

Først spurgte hun en af rustvognschaufførerne i Begravelses Service, der også er brandmand, om han havde mulighed for at skaffe seks brandmænd til at bære kisten. Hun skrev også til flere brandstationer. 

Men interne regler hos brandvæsnet betød, at de ikke kunne gå videre med forespørgslen. 

Men så forsøgte hun sig med et Facebook-opslag. Og det gav resultat. 

- Jeg lavede et opslag på Facebook mandag. Jeg postede det ved 11-12-tiden, og klokken 14.00 havde 10 brandmænd meldt sig, og nu er jeg oppe på snart 20. De blev ved med at skrive hele aftenen, og der er også nogle, der har skrevet her til morgen, fortæller Zofiia Rose. 

Det er ikke kun brandmænd fra nærområdet, der har tilbudt at hjælpe.

- Der er brandmænd fra hele landet fx. Silkeborg og Fredericia, der har skrevet og tilbudt, at de gerne kører turen til Sjælland. Og der er kommet hilsner fra brandmænd helt fra Grønland, fortæller Zofiia Rose.

Det gør stort indtryk på Oves lillebror Michael.

- Jeg må indrømme, at det kom bag på mig, hvor stor respons der har været. Det blev jeg meget rørt over, siger Michael og fortsætter: 

- Jeg synes, det er fuldstændig i hans ånd, og det er rigtig flot, at de vil bruge deres sparsomme fritid på at møde op. Det er rigtig flot.

En hel parade

Det første håb var, at få seks brandmænd til at deltage. Nu ser det ud til at blive endnu større, og Zofiia Rose har også fået en henvendelse om, at der kan komme til at stå en brandbil ved kirken - hvis der altså ikke er udrykning.

Så fik tårerne overtaget igen. 

- Nu laver vi en parade af brandmænd. Det bliver simpelthen så fantastisk, siger Zofiia Rose.

(Redaktionen kender Oves og Michaels efternavne, men familien har ikke ønsket, at efternavne og tid og sted for begravelsen skulle indgå i artiklen) 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik