Smuk veninde-gestus: Minna klippede sig skaldet med kræftsyge Mille

Minna og Mille er veninder i medgang og modgang. Det blev tydeligt bevist, da Mille for nylig fik konstateret kræft.

De troede først, det var astma. Men så kom mistanken om kræft.

Minna hos frisøren.
Minna hos frisøren.
Foto: Privatfoto

14-årige Mille Maagaard fra København fik for tre uger siden på samme tid én af de værste og fineste beskeder, man kan forestille sig.

Den værste var kræftdiagnosen og et forestående kemoforløb.

quote Jeg er omgivet af venner og familie, men jeg går igennem kræften og kemoen alene. Derfor betyder det rigtig meget, at jeg går igennem den del med at blive skaldet sammen med en anden

Mille Maagaard, kræftsyg

Den fine var, at veninden og klassekammeraten, Minna Ludvigsen, straks meldte sig på banen med en støttende gestus:

- Hvis hun skulle blive skaldet, så ville jeg klippe mit hår af sammen med hende, fortæller 15-årige Minna, som også har delt sin historie med mediet Format.

I mandags tog de så til frisøren sammen. Nu står de side om side uden hår. 

Og Mille er glad for, at hun har sin skaldede veninde ved sin side.

- Jeg er omgivet af venner og familie, men jeg går igennem kræften og kemoen alene. Derfor betyder det rigtig meget, at jeg går igennem den del med at blive skaldet sammen med en anden, siger hun.

Positive reaktioner

Den nye frisure har affødt mange kommentarer og reaktioner til begge piger.

Dagen efter håret røg, skulle begge pigerne i skole, og selvom de andre elever på skolen kiggede lidt, var de også meget positive overfor resultatet:

- De syntes, det så godt ud, og vi var rigtig seje. De syntes, det var helt vildt sejt, at Minna også havde klippet sig, fortæller Mille Maagaard om klassekammeraternes reaktioner.

Selvom det ikke er Minna, der har fået kræft, skal hun også forholde sig til folks nysgerrighed:

- Nu er jeg lidt påpasselig med at sige for meget, for når man tænker på kræft, så tænker man på død. Jeg prøver at lægge tryk på, at kræft ikke altid er så slemt, understreger hun.

Minna hos frisøren.
Minna hos frisøren.
Foto: Privatfoto

Mads & Monopolet tog den afgørende beslutning

I lørdags var pigerne et diskussionsemne i P4-programmet ”Mads & Monopolet”, da Minnas far havde skrevet ind med sin tvivl om, hvorvidt datteren burde vendte med sin gestus til efter deres forestående konfirmation.

Monopolet var dog enige om, at det kun kunne gå for langsomt med at få pigerne afsted til frisøren sammen – og Minna fik stor ros for sin beslutning.

Der er også ros til monopolet fra Mille, der er glad for, at deres støtte til venindens beslutning om at barbere håret af i solidariet med hende, selvom det betyder konfirmationsbilleder uden lange lokker.

Og Mille Maagaard, der selv havde haft planer om at lade sit hår vokse indtil sin konfirmation, får nu i stedet lavet en hvid hue til den store dag:

-Det bliver rigtig fint, siger hun.

Ros fra fremmede strømmer ind

Det er ikke kun Mads' monopol og Mille Maagaard, der synes, Minna Ludvigsen er en formidabel veninde. 

Det er nemlig strømmet ind med beskeder til hende. Også fra folk, hun slet ikke kender. De skriver, at det er stærkt og godt klaret.

- Det er lidt mærkeligt for mig. Men det er helt vildt dejligt at få støtte, siger hun.

Og hos Mille Maagaard varmer de mange beskeder også: 

- Det er sjovt, når så mange, man ikke kender, skriver god bedring, siger hun.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik