Foto: Google Maps / Mads Claus Rasmussen - Scanpix

Skole dropper julegudstjeneste: Nu blander Lars Løkke sig

Flere politikere langer ud efter Gribskolen i Græsted, der i år har aflyst årets julegudstjeneste.

Julen byder på et hav af traditioner.

Og i masser af folkeskoleklasser leger man med pebernødder, klipper julehjerter, finder nissevenner og tager i kirke, når juleaften nærmer sig. 

Sidstnævnte tradition har man dog droppet på Gribskolen i Græsted. 
Det skriver TV2.dk. 

Beslutningen er taget af hensyn til andre trosretninger end kristendommen: 

Læs også Skolebestyrelse efter mediestorm: "Vi afskaffer ikke julen"

- Beslutningen tog vi som følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske. Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannende viden - men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi, skrev skoleleder Marianne Vedersø Schmidt på forældreintra torsdag.

Politikere: Gør beslutningen om

Og det har medført klager fra ærgerlige forældre samt massiv debat på sociale medier og i Netavisen Gribskov.

På Facebook opfordrer byens borgmester Kim Valentin (Venstre) skolen til at ændre beslutningen.

Han understreger, at man ikke skal tvinges i kirke, men at det er et misforstået hensyn til ikke-kristne at aflyse højtideligheden. 

Læs også Skoleleder: Juleafslutning behøver ikke foregå i kirke

Og borgmesteren har i nat fået opbakning fra hans partileder på Christiansborg. 

Lidt over midnat har Lars Løkke Rasmussen nemlig sat sig til tasterne og blandet sig i debatten om kirken i hans hjemby:

- Var ellers ved at skrive et indslag i min SoMe-julekalender fra barndommens folkeskole i Græsted, hvor jeg gik fra 1. til 9. klasse- og så ser jeg det her. Det er en ommer, skriver statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen og Kim Valentin er i øvrigt ikke de eneste politikere, der har været ude og fordømme skolens beslutning. 

Også byrådsmedlemmerne Brian Lyck Jørgensen (Dansk Folkeparti) og børneudvalgsformanden Trine Egtved (Konservative) har raset på Facebook, ligesom tidligere undervisningsminister Ellen Trane Nørby (Venstre) har markeret sin holdning:

- Danske folkeskoler har en pligt til at sikre dannelse og kulturelle værdier og viden om den kristne jul, og danske traditioner er en del af det, skriver hun på Facebook.