Skolebestyrelse efter mediestorm: "Vi afskaffer ikke julen"

Gribskolen har fået politikere op i det røde felt, fordi man har besluttet at sløjfe julegudstjenesten. Nu svarer skolebestyrelsesformanden på kritikken.

"Vanvittigt", "en ommer", "ledelsen skulle skamme sig".

Sådan lyder nogle af de vendinger, som borgerlige landspolitikere har brugt om Gribskolens beslutning om at sløjfe den årlige juleafslutning i den lokale Græsted Kirke.

quote Vi har ikke afskaffet julen. Vi holder bare en fælles juleafslutning for alle eleverne. 

Charlotte Orland Pedersen, formand for skolebestyrelsen på Gribskolen

Beslutningen blev truffet af et pædagogisk udvalg i foråret, men her op til jul får det nu sindene i kog. Blandt andet har statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, ytret sig i debatten.

Formand for skolebestyrelsen på Gribskolen, Charlotte Orland Pedersen, forholder sig nu til det politiske stormvejr, som skolen er kommet i. Selv er hun overrasket over virakken.

- Jeg tænker, at politikernes formuleringer er ret voldsomme. Jeg mener, at der er andre sager i vores samfund, som de hellere burde beskæftige sig med end en beslutning på en skole. Det er min personlige holdning, siger hun.

- Det er et pædagogisk udvalg, der har truffet beslutningen. Sådan er skoledemokrati bygget op, og derfor må vi have respekt for beslutningen, om vi er enige eller uenige. Vi skal have en drøftelse på skolen, men jeg mener ikke, at hverken lands- eller lokalpolitikere skal beslutte det her, siger Charlotte Orland Pedersen.

10 klager får bestyrelsen til at indkalde til møde

Skolebestyrelsen har indkaldt til ekstraordinært møde torsdag, hvor de skal drøfte sagen.

- Umiddelbart kan skolebestyrelsen ikke lave beslutningen om. Vi kan henstille til det, men det er ikke noget, vi har magt til at beslutte, siger Charlotte Orland Pedersen, der vil ikke udtale sig om udfaldet af mødet torsdag, inden bestyrelsen sammen har drøftet sagen.

Mandag morgen har 10 forældre klaget over beslutningen, som blev truffet "som følge af, at vi på skolen har børn med anden tro end den protestantiske", som skoleleder Marianne Vedersø Schmidt skrev på skolens intranet ifølge TV 2.

- Vi er meget glade for samarbejdet med kirkerne og vil bestemt fortsætte med dette samarbejde, da det giver alle børn en kulturel og almendannende viden - men julegudstjenesten er også forkyndende, og det må derfor være op til de enkelte familier, om de ønsker at deltage i julegudstjenesten i privat regi, skrev skolelederen torsdag.

Gribskolen holder i stedet en skoleafslutning på skolen, hvor elever blandt andet selv vil optræde. Selv foreslår bestyrelsesformanden et kompromis:

quote Skolebestyrelsen må træde i karakter her, og beslutte at traditionerne omkring højtiderne er vigtige for alle, og det er ikke for sent at lave om på en forkert beslutning hos skoleledelsen.

Kim Valentin, borgmester i Gribskov, Venstre

- Vi har ikke afskaffet julen. Vi holder bare en fælles juleafslutning for alle eleverne. Min personlige løsning vil være et kompromis, hvor man respekterer de forældre, der er kede af at miste traditionen. Jeg har foreslået sognepræsten, at de børn, der ønsker det, kan gå til gudstjenesten efter endt skoledag. Det har jeg ikke fået endegyldigt svar på fra præsterne, siger hun.

"Det er dobbeltmoralsk"

Både formand for børneudvalget i Gribskov, Trine Egetved, Kons., og den nuværende borgmester, Kim Valentin, Venstre, har udtalt, at de er uenige i skolens beslutning.

"Skolebestyrelsen må træde i karakter her, og beslutte at traditionerne omkring højtiderne er vigtige for alle, og det er ikke for sent at lave om på en forkert beslutning hos skoleledelsen", skriver Kim Valentin på Facebook. 

Det giver Charlotte Orland Pedersen ikke meget for.

- I valgkampen heroppe gik politikerne meget op i stærk, lokal ledelse. Men det tæller åbenbart kun, indtil der bliver truffet en beslutning, der ikke er i overensstemmelse med deres holdninger. Det, synes jeg, er dobbeltmoralsk, siger hun.

Gribskovs kommende borgmester, Anders Gerner Frost, Nytgribskov, vil ikke blande sig i diskussionen om den aflyste julegudstjeneste for børnene på Gribskolen i Græsted.

- Nogle gange skal vi som politikere passe på med ikke at blande os for meget, siger han om skoleledelsens beslutning om at aflyse julegudstjenesten.

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, er ikke enig med de borgerlige politikeres kritik.

- Der står ikke nogen steder i folkeskoleloven, at man skal i kirke, og der er rigtig mange skoler, der aldrig nogensinde har gjort det, siger han til Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik