3-årige Abel blev forrige år indlagt på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Nu vil hans far hjælpe andre børn, der er i samme situation. Foto: Privat foto

Foto: Privat foto

1 af 2

Ronnies søn var ved at dø: Nu hjælper han andres syge børn

En kritisk infektion sendte forrige år Ronnie Wernblads søn på hospitalet. Nu har han stiftet en støtteforening, der hjælper andres syge børn.

Forrige års julehygge i Hvidovre, tog pludselig en uventet drejning for Ronnie Wernblad og hans familie.

Det, der startede som lidt influenza og øjenbetændelse for hans 3-årige søn Abel, ændrede sig pludselig til en alvorlig infektion i kroppen, der sendte ham direkte på Børneafdelingen på Hvidovre Hospital. 

- Jeg stod med min livløse knægt i armene og så blev vi mødt af en læge, der tog sig godt af ham, og kunne give ham den rigtige behandling. Ens børn er jo ens kæreste eje, og jeg fik en stor respekt for de mennesker, der hver dag løber hurtigt på gangene for at hjælpe vores børn, siger Ronnie Wernblad.  

Mulighed for at give noget tilbage 

I dag er sønnen rask, men et stort ønske om at hjælpe de børn, der ikke er så heldige som Abel, fik Ronnie Wernblad til at overveje, hvordan han kunne bidrage. 

I selskab med nogle venner, faldt snakken på konernes bankospil på Nørrebro. Her opstod ideen til at stifte en frivillig støtteforening, der ved hjælp af indtjeningen fra ugentlig bankoarrangementer, kunne skrabe penge sammen til Børneafdelingen på Hvidovre Hospital. 

- Der sker ikke så meget i Hvidovre, og så kunne vi jo slå to fluer med et smæk. Jeg kan huske, at jeg som barn gik til banko med min mormor i Hvidovre, og det ville da være fantastisk at skabe noget, der både kan samle folk - og samtidig hjælpe syge børn på hospitalet, fortæller Ronnie Wernblad. 

Billede fra en af de ugentlige bankospil i medborgersalen i Hvidovre Foto: Privat foto

Et spil banko for de syge børn

Det sidste seks måneder har støtteforeningen arrangeret ugentlige bankospil i Hvidovre, hvor indtjeningen går ubeskåret til Børneafdelingen på Hvidovre Hospital. 

- De første gange var næsten pinlige. Der var maks 40 mennesker, men efterfølgende er medlemstallet bare steget og steget. Vi har oplevet en kæmpe opbakning til projektet, og det er så rørende at se flere generationer sidde og spille sammen, fortæller Ronnie Wernblad.

Støtteforeningen er en åben forening, der på nuværende tidspunkt tæller 600 medlemmer. Foreningen er i tæt dialog med den ledende overlæge på Børneafdelingen for at sikre, at pengene ender der, hvor det giver bedst mening.

- De kan komme med ønsker, og så kan vi øremærke penge til det. Det kan være til et nyt sanserum, nye bøger eller nyt legetøj til afdelingen. I slutningen af året vil kunne levere en check, og så har vi fuld tillid til, at pengene ender det rigtige sted, fortæller manden bag den nye støtteforening. 

Læs også Børn på Hvidovre Hospital kan nu lege med en vaskeægte helt

Børn hjælper børn i Hvidovre 

I takt med at foreningen har fået vokseværk, har de nu kastet sig ud i noget stort og nyt. 

For første gang holder foreningen et stort arrangement for børn og deres familier, hvor der både vil være koncerter med MPG-stjerner, Kaka og Pharfar, hoppeborg og ansigtsmaling. Private firmaer har doneret mad og drikke, og billetindtægter går derfor ubeskåret til Hvidovre Hospital. 

- Vi har sat 1200 billetter til salg, og vores håb er, at der kommer omkring 400 eller mere. Vi har ret store forventninger og drømmen er, at det kan blive et tilbagevendende familiearrangement, hvor man kan komme og få en god dag med familien, siger Ronnie Wernblad.  

Læs også Nu får Hvidovre sin bymidte

Børn hjælper børn i Hvidovre

Arrangementet afholdes 2/9 2018 kl. 10-16 i Hvidovre Medborgersal.

Billetterne koster 150 kr. og alle penge går ubeskåret til Børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

Mere info om program og billetter på eventets facebookside.