Rødovre Centrum sælges: Bliver Danmarks største ejendomshandel

Familien bag Rødovre Centrum vil sælge det store shoppingcenter. Det bliver i givet fald Danmarks største enkelte ejendomshandel nogensinde.

Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Rødovre Centrum kan snart blive omdrejningspunkt for den største enkelte ejendomshandel nogensinde.

Da familien ikke denne gang har en afløser til at påtage sig direktørposten, er vi blevet enige om at undersøge mulighederne for at afhænde centret til den rette, eksterne køber.

Jesper Andreasen, direktør for Rødovre Centrum

Det står klart, efter familierne Knudsen og Andreasen, der ejer centret, nu er gået igang med at afsøge mulighederne for at sælge Rødovre Centrum, der er Danmarks største shoppingcenter.

De to familier i har i mere end 50 år stået bag shoppingcentret, men nu er det formentlig snart slut, oplyser familierne i en pressemeddelelse.

Jesper Andreasen, der er centrets nuværende direktør, overtog i 1991 ledelsen efter sin mor, og har nu nået en alder, hvor fremtiden skal vurderes, lyder det. 

Læs også Første spadestik tages til enormt prestigebyggeri direkte ud til Øresund

- Efter 27 spændende år i spidsen for et shoppingcenter, som kunderne flere gange har kåret som Danmarks bedste, er det snart tid til nye kræfter, som kan sikre fortsat udvikling og fremgang i Rødovre Centrum. Da familien ikke denne gang har en afløser til at påtage sig direktørposten, er vi blevet enige om at undersøge mulighederne for at afhænde centret til den rette, eksterne køber, siger Jesper Andreasen i en pressemeddelelse.

Direktør Jesper Andreasen. Foto: Christian Liliendahl - Ritzau Scanpix

Hvem den fremtidige ejer af det 115.000 kvadratmeter store shoppingcenter bliver vides endnu ikke, og der vil også gå noget tid, før det gigantiske center bliver sat endeligt til salg.

Alligevel har familierne valgt at fortælle om det kommende salg allerede nu.

Det skyldes ifølge pressemeddelelsen, at familierne vil undgå rygter og misforståelser om salget.

- Vi har et stort ønske om selv at give vores ansatte, lejere, kunder, leverandører og mange øvrige interessenter ordentlig besked om planerne. Alle bliver orienteret i dag, hvorefter vi vil informere yderligere, når der er konkret nyt at fortælle, siger Jesper Andreasen. 

Fakta om Rødovre Centrum

A/S Rødovre Centrum ejes af familierne Knudsen og Andreasen. Centeret åbnede i 1966 og er Danmarks største målt på antal butikker. De 160 butikker og spisesteder suppleres af bl.a. 5 biografsale, 24 bowlingbaner, 800 m2 legeland, 1.800 m2 fitnesscenter samt et læge- og sundhedshus med 50 klinikker.

Det samlede areal udgør 115.000 m2 foruden gratis parkeringsarealer til 3.250 biler. Butikkerne estimeres at omsætte for 2,3 mia. kr. i 2018 og betjene flere end 9 mio. kunder. Rødovre Centrum blev i 2005 og 2011 kåret til Danmarks bedste shoppingcenter og har blandt andet modtaget æresprisen ”Årtiernes bedste shoppingcenter”.

Kilde: Rødovre Centrum

Læs også Varme hotelgæster bliver kølet med havvand

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik