Det har vist sig at være lidt af en udfordring at finde frem til ejeren af den hvide vogn. Men forleden fik Rikke et interessant tip. Foto: Niels Berg

Rikke fra Dragør efterlyser ejer af magisk køretøj

Rikke Thygesen vil gerne holde en eventyrlig fastelavnsfest. I den forbindelse har hun gjort et magisk fund og leder nu efter ejeren.

Fastelavn er lige om hjørnet, og for Rikke Thygesen er det en stor højtid, som hun elsker at fejre.

I år er heller ingen undtagelse. Her har den 50-årige kvinde fra Dragør planlagt et stort fastelavnsarrangement hjemme på sin gård for en gruppe på 30 voksne og børn, der kommer udenbys fra.

Jeg har lovet dem, at der kommer nogle overraskelser, og det her kunne jo tilføre et ekstra lag magi. 

Rikke Thygesen

Rikke vil i den forbindelse holde et eventyrstema for sine gæster, og hun blev derfor enormt begejstret, da hun forleden faldt over en kridhvid prinsessevogn ved et hus ude på Amager.

Med sine sirlige detaljer ligner  vognen nemlig til forveksling den, som mange sikkert husker fra eventyrfilmen om Askepot, hvor et forhekset græskar bliver forvandlet til en smuk, funklende prinsessekaret.

- Jeg kører dagligt i bussen fra Dragør og ud mod lufthavnen, og forleden dag, da jeg kørte forbi en gård, ser jeg pludselig denne her hvide eventyrsvogn. Den havde så mange smukke detaljer, og jeg tænkte med det samme, at jeg enormt vil bruge til mit fastelavnsarrangement, siger Rikke Thygesen.

Læs også Sygeplejerske efterlyste små tæpper: Nu vælter de ind

En sjov rekvisit

Hun fortæller, at hun søndag har planlagt en privat guidet rundtur for sine gæster, når de ankommer til Dragør.

Byen er nemlig kendt for sine store fastelavnsarrangementer med hesteridning og tøndeslagning, og for Rikke vil vognen være prikken over i'et i hendes eventyrstema, fortæller hun.

Det har vist sig at være lidt af en udfordring at finde frem til ejeren af den hvide vogn. Men forleden fik Rikke et interessant tip. Foto: Niels Berg

- Det kunne være rigtig sjovt at bruge den som rekvisit i den private guidede tur, jeg gerne vil give mine gæster. Jeg har lovet dem, at der kommer nogle overraskelser, og det her kunne jo tilføre et ekstra lag magi. Der skal bare nogle hjul på vognen, siger Rikke Thygesen.

Hun har efterfølgende forsøgt at finde frem til ejeren af den hvide vogn for at høre, om hun må låne den. Men det har vist sig at være lidt af en udfordring.

- Jeg cyklede derned i weekenden for at undersøge vognen nærmere. Jeg prøvede at finde ud af, hvem der boede på adressen. Men jeg kunne ikke finde noget navn på postkassen. Der var spændt et reb på tværs, så udefrakommende ikke kan komme tæt på, og der var også skilte, der advarede om, at området var videoovervåget, fortæller hun.

Læs også Lasses nødråb på facebook reddede butikken fra lukning

Har fået et tip

Rikke Thygesen valgte derfor at forlade stedet uden at være blevet klogere på, hvem vognens ejermand er. Hun har siden hen oprettet en efterlysning på Facebook i håb om, at det kan bringe hende i kontakt med ejeren. 

Rikke Thygesen har købt en god flaske Foto: Privatfoto

- Det har kastet et nummer af sig, men når jeg har ringet, er der ikke nogen, der svarer. Jeg har også lagt beskeder, men der altså endnu ikke nogen, der er vendt tilbage, fortæller hun.

Men så forleden fik hun et tip.

- Jeg har fået oplyst et navn på en mand, som skulle bo på en gård, og som skulle være den samme mand, der ejer den grund, hvor vognen lige nu står. Så i dag eller overmorgen vil jeg tage hen på den adresse, jeg har fået, og prøve at få fat på vedkommende, siger Rikke Thygesen, der håber, at det vil bære frugt.

- Jeg vil så uendelig gerne låne den vogn, siger hun.

Læs også Christian er vild med udklædning: Se hans fastelavnskostume