Foto: TV 2 Lorry

Radikale vil lave havnetunnellen endnu større

Radikale Venstre foreslår et stort trafikprojekt, der ikke kun skal fjerne mange biler fra gaderne. Nej, lyder svaret.

Først var de modstandere af havnetunnellen, men nu vil Radikale bruge 15 milliarder på at udbygge den med en citytunnel. Det skriver Politiken.

Læs også Nu rykker havnetunnellen et skridt nærmere

Partiet – herunder partileder Morten Østergaard – foreslår en fem kilometer citytunnel, der skal gå fra Bispeengbuen hen til Amager, hvor den så kan kobles på den måske kommende havnetunnel.

På den måde vil Radikale fjerne biltrafikken fra de mest trafikerede områder i København, som blandt andet gælder indfaldsvejen til Rådhuspladsen og videre over havnen ved Langebro.

- Ja, vi har haft reservationer over for en havnetunnel, fordi man med den isoleret set risikerer at sende flere biler ind i andre dele af byen. Men nu, hvor havnetunnellen ser ud til at være på vej, er det vigtigt at tænke konstruktivt og udnytte lejligheden til at tænke ekstra stort om Københavns trafik. Ellers mister vi en kæmpe mulighed for at løse flere problemer på én gang, siger Morten Østergaard til Politiken.

Blank afvisning

Forslaget vækker dog ingenlunde begejstring hos de øvrige partier. Enhedslistens Teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, kalder forslaget om en citytunnel for varm luft.

- Det bliver en blank afvisning fra mig, siger Morten Kabell til Politiken og fortsætter:

Læs også Københavnsk havnetunnel ser lys - borgmestre er dybt uenige

- De 40 milliarder kroner, som en havnetunnel og en citytunnel tilsammen koster, er så sindssygt mange penge, som man kunne anvende med meget større effekt ved at investere i kollektiv trafik og andre virkemidler, siger han til avisen.

Radikale skal heller ikke regne med opbakning fra overborgmester Frank Jensen (S).

For et par måneder siden fik han præsenteret citytunnelplanen, og i et svar skriver Frank Jensen, at en citytunnel vil indebære en stor forandring af det havnetunnelprojekt, som der nu arbejdes på, og at citytunnellen derfor ikke skal med i forundersøgelsen om en havnetunnel, skriver Politiken.