Foto: TV 2 Lorry

Politikere: Grotesk, at kræftsyge børn faster i et døgn

Rigshospitalet skal få styr på tingene nu.

Sådan lyder det fra politikerne på Christiansborg, efter at metroxpress de seneste dage har afsløret, hvordan kræftsyge børn er tvunget til at faste i helt op til et døgn, mens de venter på at få kemobehandling, selv om det kun påkrævet, at børnene faster i seks timer.

Læs også: Kræftsyge børn tvinges til at sulte på ubestemt tid

»Det er fuldstændig groteske forhold, som jeg faktisk slet ikke havde regne med fandtes,« siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, der har stillet sundhedsminister Astrid Krag (SF) en række spørgsmål i sagen.

Blixt er især chokeret over, at de lange fasteperioder finder sted på Rigshospitalet, mens børnekræftafdelingerne i Odense, Aarhus og Aalborg har planlagt sig ud af det. Dernæst undrer hun sig over, at Rigshospitalet først nu reagerer på en klage, som blev indgivet for et år siden.

»Det er for dårligt, at det først er, når det kommer op i medierne, at der bliver svaret,« siger DF-sundhedsordføreren til metroxpress.

En anden sundhedsordfører, SF's Özlem Cekic, kalder det 'fuldstændig urimeligt', og hun kræver, at der findes en løsning på problemet hurtigt.

»Regionerne er nødt til at finde en løsning på det her. Man kan organisere det anderledes, og man behøver ikke at skulle opfinde den dybe tallerken, men bare spørge de andre regioner, hvordan de har gjort,« siger Özlem Cekic, der kræver, at de kræftsyge børn ikke skal faste mere end højst nødvendigt:

»Det er helt uacceptabelt. Alle, der arbejder med det her, ved, at der en særlig udfordring med fastende kræftsyge børn. De er i forvejen svækkede af deres sygdom.«