Folketingspolitikeren Mattias Tesfaye mener, at det er en skandale, at vestegnskommuner er blevet overset i ny puljefordeling. Foto: Sofie Mathiassen - Ritzau Scanpix

Politiker om manglende midler til institutioner på Vestegnen: "Det er en skandale"

Vestegnskommuner er blevet så godt som forbigået i fordelingen af en kvart milliard kroner til at styrke den pædagogiske indsats overfor udsatte børn.

På den københavnske vestegn står flere kommuner nu med en lang næse.

De har nemlig ikke fået nogen penge fra den pulje der skal styrke den pædagogiske indsats over for udsatte børn.

Sidste år blev der afsat 254 millioner kroner til projektet.

Men nu viser en liste over hvilke kommuner, der kan se frem til flere pædagoger i institutionerne, at kommuner som Ishøj, Brøndby og Albertslund, som økonomisk set er blandt de dårligst stillede kommuner i hele landet, intet har fået. 

Læs også Børnehaveleder ærger sig over manglende midler: "Vestegnen er blevet overset"

Til gengæld har kommuner som Lyngby-Taarbæk og flere velpolstrede jyske kommuner modtaget en bid af kagen.

Hos pædagogernes forbund BUPL Storkøbenhavn undrer man sig over prioriteringen efter man har fået listen over, hvilke institutioner, der tildeles ekstra pædagogressourcer.

- Det undrede jeg mig voldsomt meget over. Jeg tænkte, om vi havde fået en forkert liste ud, siger Michael Egelund, der er formand for BUPL Storkøbenhavn.

Det er absolut ikke en hemmelighed, at den københavnske vestegn er stærkt belastet i forhold til de sociale forhold for vores børn.

Michael Egelund, fmd. BUPL Storkøbenhavn

Her havde man nemlig sat næsen op efter en styrkelse af en række institutioner på vestegnen.

- Det er absolut ikke en hemmelighed, at den københavnske vestegn er stærkt belastet i forhold til de sociale forhold for vores børn, siger Michael Egelund til TV 2 Lorry.

I alt ni kommuner under BUPL Storkøbenhavn har søgt om ekstra pædagogressourcer til i alt 44 institutioner.

Men af de mange ansøgere har blot én enkelt institution i Rødovre fået tildelt knap halvanden millioner kroner af puljemidlerne, mens de resterende 43 institutioner ingenting får.

"Man afviser alle ansøgninger fra vestegnen - det er en skandale"

Og det vækker også undren hos det socialdemokratiske folketingsmedlem Mattias Tesfaye, der selv er valgt på vestegnen.

- Vi har aftalt at bruge en kvart milliard skattekroner på at ansætte flere pædagoger hos de institutioner, der har de største sociale udfordringer. Og så afviser man alle ansøgninger fra vestegnen - det, synes, jeg er en skandale, siger Mattias Tesfaye til TV 2 Lorry.

I alt har 100 institutioner over hele landet har fået tilført i gennemsnit to ekstra pædagoger hver over en treårig periode.

LISTE: DISSE KOMMUNER FÅR FLERE PÆDAGOGER

  • Københavns Kommune
    • 7 institutioner - 20,6 mio. kr.
       
  • Frederikssund Kommune
    • 1 institution - 3 mio. kr.
       
  • Lyngby-Taarbæk Kommune
    • 1 institution - 2,9 mio. kr.
       
  • Halsnæs Kommune
    • 1 institution - 2,7 mio. kr.
       
  • Rødovre Kommune
    • 1 institution - 1,5 mio. kr.
Kilde: Socialstyrelsen

Bag aftalen stod også Tesfayes eget parti, Socialdemokratiet, der derfor nu lægger op til, at de kriterier, som Folketinget har bestemt, at puljen skulle fordeles ud fra, revideres allerede til næste år.

- Vi kan ikke se, hvad konsekvenserne er, før vi ser listen. Den fik vi slutningen af sidste uge - og nu står jeg få dage efter og reagerer. Det gør jeg, fordi jeg nu kan se, hvad konsekvenserne af ministerens kriterier er, siger politikeren.

Både forældres indkomst og socialpædagogiske fripladser blandt kriterier

Kriterierne skeler ikke alene til hvilken økonomisk baggrund, børnene kommer fra - men også hvor mange af dem der af pædagogiske hensyn har fået en såkaldt socialpædagogisk friplads.

Ifølge Konservative giver det god mening, at pædagogressourcerne ikke alene fordeles på baggrund af forældrenes indtægter. 

Læs også Borgmester glæder sig over mulighed for at tvinge børn i institution

- Ellers ville det først og fremmest være i de instiutioner, hvor der er mange studerende som har deres børn (at pengene ville lande, red.). Men det er ikke fordi, at studerende er en særlig udsat gruppe, eller børnenes hjem er særligt ressourcesvage, siger Anders Johansson, der er folketingsmedlem for Konservative og medlem af Social- Indenrigs- og Børneudvalget og tilføjer:

- Det er fordi, det er nogen, der i en kortere periode har en lav indkomst og derfor får økonomisk friplads.

Politiker vil se på puljefordeling om et år

Nu vil Mattias Tesfaye dog foreslå, at man allerede om et år laver en ny fordeling af midlerne. Og også hos BUPL Storkøbenhavn håber man, at der kan afsættes ekstra ressourcer særligt til institutioner på vestegnen.

- Vi trænger til bedre normeringer alle vegne. Men skulle det målrettes specifikt til der, hvor der er den største andel af udsatte børn - så rammer man ved siden af skiven, siger Michael Egelund til TV 2 Lorry.

DISSE VESTEGNSKOMMUNER ANSØGTE OM PULJEMIDLER

  • Albertslund Kommune: 5 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Ballerup Kommune: 3 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Brøndby Kommune: 9 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Gladsaxe Kommune: 3 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Glostrup Kommune: 2 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Hvidovre Kommune: 4 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Høje-Taastrup Kommune: 9 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Ishøj Kommune: 5 institutioner - Bevilget: 0 institutioner
     
  • Rødovre Kommune: 4 institutioner - Bevilget: 1 institution
Kilde: Socialstyrelsen