Politifolk: Mobile stationer er spild af ressourcer

Det er spild af ressourcer at sætte mobile politistationer ind i kampen mod banderne på Nørrebro, siger tillidsrepræsentanter fra politiet.

Et af justitsminister Søren Pape Poulsens, Kons, forsøg på at vise handlekraft i bandekonflikten bliver skudt ned af politifolkene.

De mener, at Pape overhører politifaglige vurderinger i forhold til bandekonflikten ved at sætte ind med mobile politistationer på Nørrebro og dermed ikke bruger ressourcerne mest effektivt i den blodige bandekrig.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge flere politifolk bruger politiet uforholdsmæssigt mange ressourcer på at bevogte de mobile vogne, som har en begrænset funktion:

- Folk kommer jo ikke ind i en vogn, der står midt i et bandeområde, og sladrer om banderne. Vi bruger mandskab på en måde, der ikke er særlig effektiv, siger fællestillidsmand Torben Ryttergaard fra stationsenheden i Københavns Politi, der blandt andet tæller bandeenheden, til Jyllands-Posten.

Det synspunkt bakker fællestillidsmand Brian Tommy Hansen fra Københavns Politis beredskabsenhed op:

- For at sige det helt ærligt er det spild af de begrænsede ressourcer, vi har.

De mobile politistationer blev i sidste uge fremhævet af justitsminister Søren Pape Poulsen som et vigtigt redskab i kampen mod banderne.

Det til trods for, at Københavns Politis ledelse allerede ugen forinden havde udtalt, at mobile politistationer først havde ”en berettigelse, når skyderierne er væk”.

Enhedslistens retsordfører, Rune Lund, vil nu spørge ministeren, om han er gået imod indstillingen fra politiet.

Justitsministeren henviser til Rigspolitiets tryghedsstrategi og svarer skriftligt:

- Når vi har en så alvorlig bandekonflikt, er det klart, at jeg løbende drøfter situationen med politiet for at sikre, at vi gør alt, hvad vi kan. Og her lytter jeg og politiet også til borgernes behov og ønsker.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik