En rude, der er ramt af skud under aftenens skudepisode ved Mjølnerparken på Nørrebro. Foto: alarm112danmark.dk

Politiet søger vidner efter skuddrama

Politiet søger vidner, efter en person blev dræbt og to såret under skyderi på Nørrebro i København.

Tirsdag aften blev en person med banderelationer dræbt af skud ved Mjølnerparken på Nørrebro i København. Yderligere to personer blev såret.

Nu søger politiet eventuelle vidner, skriver Ritzau.

- Vi har behov for at få at vide, om nogen har set noget - det kan være biler, der er kørt fra stedet eller personer, der er løbet fra stedet. Det er i tidsrummet fra 19.10 til 19.30, siger Dannie Rise, vicepolitiinspektør, Københavns Politi..

De tre personer, der blev ramt af skud, er i alderen 28 til 32 år. De har relationer til bander, men politiet ønsker ikke at fortælle hvilke.

Ifølge Ritzaus oplysninger skulle de tre ramte dog have tilknytning til banden Brothas, som holder til i Mjølnerparken.

Læs også Efter skuddrama: Bil fundet udbrændt i Lyngby

Politiet søger vidner

Ingen er endnu anholdt. Politiet håber derfor at få hjælp fra eventuelle vidner.

Politiet modtog anmeldelsen om skuddene 19.16 fra en borger, der havde hørt skud.

- Det sker på en parkeringsplads på Tagensvej bag en bygning, hvor der er et hostel. Da vi kommer frem, konstaterer vi, at der er tre personer, hvor i hvert fald to personer er ramt af skud.

- De bliver relativt hurtigt kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Den ene afgår kort tid efter ved døden. Den anden er i kritisk tilstand, men stabil. Den tredje er lettere tilskadekommen, siger Dannie Rise, vicepolitiinspektør, Københavns Politi.

Politiet var tirsdag aften i gang med at klarlægge det nærmere hændelsesforløb. Derfor er det endnu usikkert, om andre har varet i fare for at blive ramt ved skyderiet. 

Læs også Frank Jensen om blodigt skuddrama: "Jeg er dybt bekymret"

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder skudepisoden på Nørrebro for en "tragedie".

- Ny tragedie på Nørrebro. Politiet kæmper for at stoppe uhyrlighederne. På Christiansborg skal vi gøre mere for at stoppe dens årsager, skriver statsministeren på Twitter. 

Kort efter midnat til onsdag oplyser vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi, at der tidligst i løbet af onsdagen kan ventes nye oplysninger fra efterforskningen af skyderiet.