Pendlerne skal stemme om fremtiden over Øresund

Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Grænsekontrollen er kommet for at blive, så nu skal pendler stemme om tre forslag til en mere smidig togtrafik.

DSB og Skånetrafiken har i november testet tre forskellige modeller for id-kontrollen til Sverige.

Modellerne skal nu vurderes af pendlerne.

- DSB har lovet at videreformidle vores vurdering af løsningsforslagene. Men vi ved også godt, at der er mange aspekter, som vi pendlere ikke tænker på, siger Michael Randropp, talsmand for Pendlerklubben Kystbanen til Øresund News. 

Læs også Borgmester ønsker stop for grænsekontrol

De tre forslag vil alle gøre det muligt for flere tog at køre gennem Københavns Lufthavn i steder for at vende om. Planerne gør også, at man kan genoptage ti minutters driften over sundet.

De tre modeller

  • Perronen er delt på langs. Alle stiger af toget og går ned til den bagerste opgang til terminalen. I terminalen går man ned til perronen via den forreste nedgang.
  • Perronen er delt på langs. Alle stiger af toget men bliver på perronen. Der laves ID-kontrol ved samtlige døre ind i toget. Man skal ikke op i terminalen.
  • Perronen er delt på midten. Toget holder på den bagerste del af perronen hvor alle stiger af. Alle går gennem ID-kontrol enten på midten af perronen eller fra terminalen ved at gå ned af den forreste rulletrappe. Toget kører til den forreste del af perronen og alle stiger på.

Pendlerklubben anbefaler model 2 eller model 3, skriver Michael Randropp i en pressemeddelelse. 

Læs også Svenskerne overvejer mere lempelig grænsekontrol

DSB skal på baggrund af de tre tests komme med en anbefaling til den danske transportminister. Det er i den forbindelse, at DSB har lovet at videreformidle pendlernes mening.

Den danske Transportminister træffer så en afgørelse om, hvad der skal gøres.

Afstemningen foregår på facebook-siden, BroenLive.