Foto: Nordsjællands Politi

Far og datter snupper indbrudstyv på fersk gerning

Nordsjællands Politi roser på Facebook familien for den modige og fornuftige indsats.

Julen er lig med æbleskiver, kalenderlys, juletræ og masser af gaver. Men samtidig er julen også tradition for masser af indbrud. 

Tarvelige indbrudstyve går gerne på rov efter gaver eller andre værdier, som bliver efterladt, når danskerne tager på juleferie eller juletur med de nærmeste. 

Det var pokkers stærkt arbejde af den modige duo fra Frederiksværk

Nordsjællands Politi

Men i Frederiksværk er man i år allerede en indbrudstyv mindre takket være en snarrådig indsats fra en far og datter. 

Det oplyser Nordsjællands Politi i en længere fortælling på Facebook, der allerede er flittigt delt og 'liket'. 

Læs også Undgå indbrud i julen: "Lad være med at rydde op"

Politiet: Vi havde fart på

Omkring klokken 11 var datteren ude for at trække frisk luft, da hun hørte en rude baldre i nærheden. 

Hun fandt sin telefon og ringede straks til sin far, der bor i nabolaget, så de sammen kunne skynde sig mod det hus, hvor lyden kom fra. 

Her fandt de resterne af en knust rude. Hun holdt vagt, mens faren inspicerede området, og på den anden side af huset spottede han en indbrudstyve midt i stuen. 

Indbrudstyven så dog også ham og forsøgte at stikke af. Heldigvis fik de hurtigt ringet efter politiet og tilbageholdt den kriminelle på rolig vis, beretter Nordsjællands Politi: 

- Hvis nogen af jer så røgen fra en bil nær Frederiksværk i går formiddag, så var det fra os, for vi kan godt love jer for, at vi fik fart på!, skriver man.

Læs også Fanget på kamera: Politi efterlyser smykkeglade indbrudstyve

Stor tak til familien

Juletyven er efterfølgende blevet varetægtsfængslet, således at Nordsjællands Politi kan efterforske, om han har flere indbrud på samvittigheden. 

Politiet roser familien for arbejdet og for at være både rolige og bestemte under tilbageholdelsen. 

- Det var pokkers stærkt arbejde af den modige duo fra Frederiksværk, der godt kan tage æren for, at julefreden nu kan sænke sig i netop det nabolag, skriver man.

Man opfordrer alle danskere til som minimum at huske lys og lås, hvis man forlader sit hjem i disse dage. 

SÅDAN SIKRER DU DIG BEDST MOD INDBRUD


Vinduer og døre: Du skal sikre dig, at dine vinduer og døre har solide karme, rammer og beslag, ligesom låsen skal være solid. Vinduer og døre kan udstyres med et ekstra indvendigt låsesystem. Og når du forlader hjemmet, skal du naturligvis sikre dig, at alle døre og vinduer er lukkede og låste.

Undgå for megen oprydning: En have bør ikke være klinisk renset. Der må gerne være spredt lidt legetøj og måske en kælk rundt i haven, men pas på med at have stiger og værktøj liggende – særligt hvis disse kan hjælpe eventuelle indbrudstyve med at komme ind i boligen. Samtidig må man gennem vinduer og glasdøre gerne kunne se, at der står nogle kaffekopper og ligger lidt vasketøj m.m. fremme, så boligen virker beboet… men ingen iPads og andre dyre ting, der kan lokke tyvene indenfor.
 
Lys: Elektrisk lys er et af de mest effektive værn mod indbrud – og både billigt og let at sikre. Skiftende indendørs lys sikrer, at hjemmet ser beboet ud, mens udendørs lamper med bevægelsessensorer sikrer, at tyven ikke kan bryde ind i ly af mørket. Husk også, at et højt hegn eller en hæk giver tyven mulighed for at arbejde uset.
 
Skab liv: Tyve går efter boliger, hvor det er tydeligt, at der ikke er nogen hjemme. Derfor er det vigtigt at narre tyven, hvis du ikke er hjemme. Derfor er det en god idé at indstille elektroniske apparater til at tænde og slukke på samme vis som lyset. Det gælder især radio og tv. Det er desuden vigtigt at lave aftaler med naboer eller andre om at klippe græsset efter behov, lægge skrald i skraldespanden, tømme postkassen og eventuelt parkere en bil i din indkørsel.
 
Generelt: Det er vigtigt, du undgår at fortælle på din telefonsvarer, på Facebook eller andre lignende sociale medier, at du er bortrejst. Har du afsløret, at du ikke er hjemme, øger du din risiko for indbrud markant. Hvis det er muligt, kan du viderestille din fastnettelefon til din mobil.
 
Kilde: TEKNIQ