Normalt kører dronning Margrethe med en kronebil, når hun skal fra A til B.
Torsdag den 4. januar foregik hendes tur til og fra tredje og sidste del af den årlige nytårskur dog lidt mere standsmæssigt.
Turen i kareten går blandt andet forbi Marmorkirken. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark
Traditionen tro foregik den halvanden kilometer lange tur i nemlig i den såkaldte guldkaret - eller Kong Christian VIII’s karet, som den egentlig hedder.
Se kareten med egne øjne
Guldkareten, der er bygget i 1840, er belagt med 24-karat bladguld og bliver almindeligvis kun luftet denne ene dag om året.
Torsdag den 4. januar var det altså muligt at få et glimt af den skinnende karet, mens den kørte både til og fra Christiansborg Slot i København.
Dronningen forlod som planlagt sit palæ på Amalienborg klokken 9.10 og kørte ad Bredgade, Fredericiagade, Store Kongensgade, Kongens Nytorv og Holmens Kanal til Christiansborg, hvor hun brugte indgangen ud mod Thorvaldsens Museum.
På vejen blev regenten eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron, som selvsagt også fulgte hende hjem igen.
Tredje dag med nytårskur
Cirka 20 minutter efter dagens afgang ankom Dronningen til Christiansborg Slot. Det skete kort efter, at også Kronprinsparret var mødt op.
Anledningen var som før nævnt tredje dag med nytårskur, hvor Dronningen i De Kongelige Repræsentantskabslokaler i løbet af dagen bød velkommen til blandt andre officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og repræsentanter fra landsorganisationer og kongelige protektioner.
I alt nåede Dronningen og Kronsprinseparret at trykke cirka 900 gæster i hånden og ønske godt nytår.
Retur til residensen
Klokken 13.30 gik turen så tilbage til Amalienborg via Holmens Kanal, Kongens Nytorv, Bredgade og Frederiksgade - midt imellem biler, busser og nysgerrige danskere, der var stimlet sammen for at få et glimt af kareten.
Både frem og tilbage blev kareten trukket af seks brede kladruberheste med to forridere.
Hele vejen var det desuden muligt at se igennem ruderne og ind i kareten til den vinkende dronning Margrethe. Noget, der er vigtigt for monarken, også når det kommer til hendes paradebiler.
Nåede du ikke at fange guldkareten på dagens rute, kan den resten af året ses i De Kongelige Stalde på Christiansborg. Ligesom den efter al forventning igen vil være at finde på de københavnske gader i begyndelsen af 2019.