Frustrerede butiksejere i opråb: - Politiet gør ikke nok for at stoppe butikstyverier

Ifølge landets butiksejere er antallet af organiserede butikstyverier eksploderet, men politiet møder sjældent op, trods afslørende overvågningsvideo.

00:41

Video: TV 2

En mand i hættetrøje går ind i en Meny-butik i Valby med en tom indkøbsvogn.

Han standser i vindfanget foran en udstilling med Nescafé Gold-glas, kigger sig lidt omkring og begynder så at læsse den ene papbakke med kaffeglas efter den anden op i vognen, til den er helt fyldt op. 

Men i stedet for at gå ind i butikken og betale, trækker han den tunge indkøbsvogn tilbage gennem indgangspartiet og ud på p-pladsen igen. Der er gået mindre end ét minut, siden han ankom.

I butikkens baglokale kan ejeren Brian Rosenstand følge hele scenariet på videoovervågningen.

- Det er fuldstændig vanvittigt det der. Det er bare direkte ind og så bare slæbe ud, hvad de har lyst til, siger Brian Rosenstand, som har to Meny-butikker i Valby.

Det er langt fra første gang, han oplever et butikstyveri af dén kaliber, hvor tyven går målrettet efter en bestemt type varer.

- De kommer ved højlys dag og slæber kasser ud af butikken. De er fuldstændig ligeglade, selv om der er overvågning. De ved, at politiet ikke kommer, siger han.

Som butiksejer mister Brian Rosenstand årligt for knap én million kroner i stjålne varer, som ikke dækkes af nogen forsikring.  

Sammen med en række andre erhvervsdrivende, der står i samme situation, er han overbevist om, at tyverierne er organiserede, og at de stjålne varer sælges videre.

TV 2 Dokumentar har fået adgang til overvågningsvideoer fra frustrerede butiksejere landet over og undersøger de mange tyverier i dokumentarserien 'Hvor er politiet?', som sendes mandag og torsdag kl. 20.00 på TV 2.

Det er det samme, som hvis du ringer efter en ambulance, og så kommer den ikke

Ulla Jensen, fælledstillidsmand i HK

Butiksansatte: Politiet kommer sjældent

Ifølge politiets officielle tal har antallet af anmeldelser om butikstyverier ligget nogenlunde konstant på mellem 16.000 og 19.000 om året i de seneste ti år. Endda med en faldende tendens.

Men spørger man de butiksansatte selv, er situationen en anden. De beretter om et stigende problem med grupper af unge, som i fuld offentlighed stjæler store mængder af varer, uden at politiet rykker ud og gør noget ved det.

Mange butiksansatte oplever, at politiet ikke kommer, når de ringer og anmelder et butikstyveri. Heller ikke selv om der er afslørende overvågningsbilleder. Foto: TV 2

- Hvis vi har taget en butikstyv og prøver at ringe efter politiet, så kan vi være evigt forvisset om, at de ikke kommer, siger fællestillidsmand Ulla Jensen fra HK og fortsætter. 

- Det er frustrerende. Det er det samme, som hvis du ringer efter en ambulance, og så kommer den ikke.

  Foto: TV 2

En HK-undersøgelse fra 2017 viser, at 40 procent af de ansatte i butikkerne oplever, at der er kommet flere butikstyverier, og næsten halvdelen svarer, at politiet sjældent kommer, når de ringer, og derfor kontakter de ikke altid politiet.

Disse tal bekræftes af en ny rundspørge, som TV 2 har lavet i samarbejde med De samvirkende Købmænd, der repræsenterer 1400 dagligvarebutikker i hele landet. Af de 200 butiksejere, som har deltaget i undersøgelsen, svarer over halvdelen, at tyverier er et stigende problem, mens godt halvdelen ofte oplever at ringe forgæves efter politiet.

Mange butiksejere retter derfor nu en kraftig kritik af politiets indsats.

Vi har fået nye opgaver, som har gjort, at der er opgaver, som vi har et efterslæb på

John Vestergaard, politidirektør 

Politiet: Vi har været pressede

I TV 2-dokumentaren erkender flere politifolk, at butiksejerne og de ansatte til dels har ret i deres utilfredshed over politiets manglende indsats overfor butikstyverier.

Tidligere politiformand Peter Ibsen mener, at den store politireform, som han selv var med til at forhandle på plads i 2007, har slået fejl, hvad angår målsætningen om at få flere betjente væk fra kontorerne og ud til borgerne.

- Vi har altid brystet os af, at dansk politi var borgernes politi, som borgerne kunne regne med. Det må vi nok desværre sige er gået tabt, siger den tidligere formand i programmet.

Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiforeningen er der i dag det samme antal betjente i Danmark som før reformen, i alt omkring 11.000, men antallet af betjente i beredskabet er faldet med cirka 2500 i de seneste seks år.

– Det er jo rigtigt nok, at vi har været pressede i de senere år. Vi har fået nye opgaver, som har gjort, at der er opgaver, som vi har et efterslæb på, siger politidirektør John Vestergaard fra Rigspolitiet i Glostrup til TV 2 Dokumentar.

Han påpeger, at en stor del af politiets ressourcer i dag er afsat til efterforskning af blandt andet kriminalitet på nettet og grænseoverskridende kriminalitet.

I mellemtiden mister de danske forretninger årligt varer for mere end 1,3 milliarder kroner.

'Hvor er politiet?' sendes mandag den 19. og torsdag den 22. november klokken 20.00 på TV 2. Første del af dokumentaren kan ses allerede nu på TV 2 PLAY.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret