Købmand udstiller tyve på Facebook: "Jeg har tænkt mig at blive ved!"

Selvom butikken nu advarer butikstyvene mod offentliggørelse af overvågningsbilleder, er det stadig ulovligt, fastslår professor.

- Tyvebanderne fortsætter med at stjæle vores varer til videresalg, så vi fortsætter med at offentliggøre deres billeder!

Sådan skriver man i et facebookopslag, der er delt af Meny på Toftegårds Plads i Valby i København. 

Desuden skriver man:

- De organiserede tyvebander fortsætter med at stjæle, som det passer dem. Vi "forstår" dem jo godt, for det har ingen konsekvens for dem, hvis de bliver taget for butikstyveri i Danmark. 

På en vedhæftet overvågningsvideo ser man tre mænd gå ind i forretningen.

De har alle tre tasker på. Én af mændene ses tydeligt lægge masser af slikposer direkte i sin taske. En anden mand fylder først en indkøbskurv. Bagefter stiller han sig i skjul bag sodavandspaller for at fylde sin taske. 

 
 
Foto: Meny på Toftegårds Plads

Advarer butikstyve med seddel på døren

Det er ikke første gange, at Meny på Toftegårdsplads deler overvågningsbilleder på Facebook. Også sidste sommer lavede man et lignende opslag med tyve, der forlod forretningen med armene fulde. 

Købmand Brian Rosenstrand, som bestyrer forretningen, indrømmede dengang, at han godt vidste, det var på kant med loven. 

Alligevel fortsætter han i dag med fremgangsmåden i butikken. Og nu har han endda hængt en seddel på døren, hvor han advarer på femten forskellige sprog:

"Butikstyveri anmeldes til politiet. Vælger du alligevel at gå ind i vores butik og stjæle, har du samtidig givet dit samtykke til, at vi må dele billeder af dig på sociale medier som eksempelvis Facebook", skriver han. 

 
 
Foto: Meny på Toftegårds Plads

Professor: Seddel er ikke nok

Ifølge professor, PhD & DrJur Sten Schaumburg-Müller så går den form for samtykke dog ikke. 

Det strider imod EU's persondataforordning, som er trådt i kraft dette forår. 

- Et stiltiende samtykke kan være okay i andre sammenhænge, men ikke i den her situation. Der står nemlig i persondataforordningen, at der skal være frivillig, specifik, udtrykkelig og informeret viljestilkendegivelse, hvis man skal bruge oplysninger. Man kan ikke sige her, at der er tale om udtrykkelig viljestilkendegivelse fra dem, som går ind i butikken, siger han. 

- Man lægger desuden vægt på, hvorvidt brugen af persondata vil være en naturlig del af ydelsen. Men det er det ikke, når man går ind i en butik, tilføjer han. 

 
 
Foto: Meny på Toftegårds Plads

Der kan være undtagelser

I forbindelse med den nye persondataforordning har man ellers lavet ændringer i den danske lovgivning om tv-overvågning, således at der er åbnet lidt op for brugen af billeder. 

- Relevante handelsdrivende må gerne internt lave et advarselsregister for at hjælpe hinanden. Men det skal være i et lukket system, så sociale medier er ikke omfattet, fortæller Sten Schaumburg-Müller. 

Kun i enkelte tilfælde giver databeskyttelsesloven, hvis det handler om strafbare forhold, lov til at bruge oplysninger offentligt, hvis der er lavet en afvejning, så at man er sikker på, at hensynet til den, som bearbejder oplysningerne, vejer klart tungest. 

Professoren mener dog ikke, at teksten i dette konkrete Facebook-opslag er nok:

- Det er en form for afvejning, da det jo er en begrundelse. Men jeg tvivler på, at den holder. Det er op til domstolen at bestemme, og det er jo en ny lov. Hvis butikken kan genkende tyvene og undtagelsesvis lægger dem ud på nettet, så vil de stå bedre, siger han. 

 
 
Foto: Meny på Toftegårds Plads

Købmand: Jeg ved godt, det er ulovligt

Købmand Brian Rosenstrand er udmærket klar over, at det er på kant med loven, men han har tænkt sig at fortsætte ufortrødent med at dele billeder på Facebook, fortæller han TV 2 Lorry. 

Han oplever stadig ugentligt, at der er, hvad han kalder, organiseret kriminalitet i sine to forretninger i Valby, hvor én eller flere tyve fylder tasker og poser med bestemte varer som eksempelvis slik og frysekaffe. 

Og for Brian Rosenstrand er det langt fra nok, at sende overvågningsbilleder til kollegaer, som den nyeste lov ellers tillader.

Han vil have lov til at hænge tyve ud offentligt, når der er tale om den slags tyverier, hvor man kan se, at det er med henblik på videresalg:

- Det handler ikke om almindelige tyverier for 50 kroner. Det er jo tydeligt, at de sælger det her videre, når de fylder tasker og poser med den samme varer. Det drejer sig om mange tusind kroner, når de fylder en hel sæk, siger han.

- Det burde gøres lovligt at dele billeder på tværs af kæder og brancher. Altså folk i Silvan risikerer jo også, at tyvene fra min forretning kommer forbi, argumenterer han. 

Mener du det alvorligt, når du skriver på døren, at tyvene giver samtykke?

- Ja, men jeg ved godt, at det ikke er nok. Jeg har lavet sedlen som en provokation og for at lægge min holdning åbent frem. Det er skrevet på mange sprog, så nu er alle i hvert fald advaret. I Danmark havde det kun været lovligt at dele videoen, hvis jeg kendte tyven og derfor kunne spørge ham, om jeg måtte hænge ham ud. Det er jo en latterlig regel. 

Hvorfor hjælper det at dele billeder offentligt af tyve, mener du?

- Hvis de her tyve finder ud af, at vi gør det, så vil de måske overveje, om de fortsætter. Desuden er sandsynligheden for, at de bliver genkendt på gaden eller af politiet jo langt større. Man får også advaret både kollegaer og konkurrenter. 

TV 2 Lorry besøgte sidste sommer Brian Rosenstrand, hvor han også havde delt en overvågningsvideo på Facebook:

Bestyreren af en MENY på Toftegårds Plads i Valby føler sig så magtesløs, at han i strid med reglerne har offentliggjort billeder på facebook af en butikstyv.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik