00:19

Blev distraheret af tyvenes dans - men filmede det hele

I samarbejde med tv2.dk

​Et kinesisk par blev ofre for tricktyve på en ferie i Danmark. Da parret så ferieoptagelserne igennem, havde de ved et tilfælde optaget episoden.

Ovenstående video viser det kinesiske par under en sightseeing tur på Rådhuspladsen i København.

Den her tætte koncentration af den her type tyverier, dansetyverierne, har vi ikke set før.

Ove Randrup, politikommissær ved Københavns Politi

Her bliver de undervejs kontaktet af en ung fyr, som vil have manden til at hjælpe med at tage et billede.

Det gør manden gerne – og samtidig optager hans kone de sjove dansetricks, som den unge fyr tilsyneladende bare lige finder på.

Alle griner af optrinnet, men det skal vise sig, at det ikke blot er en uskyldig dans. 

Læs også Dansetyverier er kommet til Danmark - sådan foregår de

Ur væk på få sekunder

Mens den kinesiske mand bliver distraheret af fagter og dansetrin, stjæler den unge fyr hans ur.

Det sker, selv om den kinesiske mand, fordi det er varmt, har en kortærmet bluse på, og hans ur er meget synligt på den bare arm. I løbet af få sekunder er uret væk, men det kinesiske par opdager det først et godt stykke tid bagefter.

De har intetanende været udsat for et såkaldt danse-tricktyveri.

Bagefter finder det kinesiske par ud af, at de har været ude for et tyveri – og de finder også ud af, at de uden at vide det har optaget hele seancen på deres mobiltelefon. De kontakter dansk politi og viser dem videoen.

Tricktyven blev efterfølgende anholdt og idømt ni måneders fængsel og fik også et indrejseforbud de næste seks år. Den formodede medhjælpende tricktyv – manden i det hvide jakkesæt og med stråhat – er fortsat på fri fod. 

Læs også Politiet efterlyser gerningsmænd til tricktyverier København

Går efter dyre ure

Og netop de såkaldte dansetyverier er i voldsom stigning i København. Især i området omkring Kongens Nytorv, hvor mange søger hen for at gå på café, restaurant eller diskotek.

Siden jul har Københavns Politi fået 20 anmeldelser af stjålne ure til en værdi af op mod 300.000 kroner.

- Vi har set en stigning siden 2016 i antallet af tricktyverier på gadeplan i København, men den her tætte koncentration af den her type tyverier, dansetyverierne, har vi ikke set før, siger Ove Randrup, politikommissær ved Københavns Politi.

Han forklarer, at politiet mener, at der er kommet flere udenlandske kriminelle omrejsende til landet, og at de har set deres snit til i løbet af kort tid at tjene hurtige penge ved at fokusere på dyre ure.

- Det foregår ofte på en plads på gaden, hvor der er mange mennesker og i café- og restaurantmiljøerne, hvor de ved, at pengene er, fortæller Ove Randrup.

I samarbejde med tv2.dk