Foto: Troels Brücker, privat

Anklager anker: Vandscooter-gerningsmand skal have hårdere straf

I samarbejde med tv2.dk

Anklagemyndigheden anker dom til vandscooter-gerningsmand.

Anklagemyndigheden mener ikke, at straffen til den den primære gerningsmand i vandscootersagen fra København er hård nok.

Dommen blev afsagt i Københavns Byret for 14 dage siden, hvor gerningsmanden fik to års fængsel for uagtsom manddrab.

Ulykken fandt sted lørdag den 6. maj 2017 i Københavns Havn, hvor den 25-årige sammen med syv kammerater sejlede i høj fart gennem inderhavnen, inden han mistede kontrollen over sin vandscooter og påsejlede en langsom udlejningsbåd, hvor syv unge kvinder befandt sig.

Læs også Kajakroer vidnede i vandscootersag: Undrer sig over udfaldet

Linsey Malia døde på stedet, 21 år gammel. Leah Bell åndede ud få timer senere på Rigshospitalets traumecenter. Hun blev 18 år gammel.

- Straframmen skal udnyttes idet sagen efter vores overbevisning kan sidestilles med vanvidskørsel, siger Anders Riisager fra Statsadvokaten i København.

Dermed risikerer den tiltalte fire års fængsel, når sagen skal for Landsretten.

Slap billigere i byretten

Senioranklager Elisabeth Boserup krævede en straf på fire års fængsel da sagen var oppe i byretten, men gerningsmanden slap altså noget billigere.

Statsadvokaten kræver desuden, at vandscooteren bliver konfiskeret.

Anklagemyndigheden accepterer de andre tiltaltes dom.

De fik alle en bødestraf, der befandt sig i størrelsesordenen 3.700 kroner til 11.700 kroner.

- Det er vores opfattelse, at det havde tilfældighedens præg, at man mødtes og sejlede ind i Københavns Havn, lød det fra retsformanden da dommene blev afsagt den 4. januar.

I samarbejde med tv2.dk