Kajakroer vidnede i vandscootersag: Undrer sig over udfaldet

I Bådklubben Valby glæder de sig over fængselsstraffen til den mand, der torpederede og dræbte to kvinder på en vandscooter. Men de undrer sig over en ting.

Torsdag blev der afsagt dom i den såkaldte vandscootersag, hvor en 25-årig mand på vandscooter torpederede og dræbte to unge amerikanske kvinder, der sejlede i en udlejningsbåd.

quote Jeg overrasket over, at det ikke har ført til andet end bødestraffe for de syv andre

Troels Brücker, kajakroer og fmd. Bådklubben Valby

Den 25-årige mand blev straffet med to års fængsel for uagtsomt manddrab, mens de syv øvrige, som også var tiltalt i sagen, nøjedes med bødestraffe.

 

Det undrer kajakroeren Troels Brücker, der selv har vidnet i sagen og filmet en del af de videobeviser, som er blevet fremstillet i retten.

- Det, jeg er en lille smule forbavset over, er, at de syv andre ikke har fået anden dom end bødestraf.

- Jeg har selv vidnet, og jeg har filmet det, som vi så i retten. Og med de beviser, jeg synes, der var, så er jeg overrasket over, at det ikke har ført til andet end bødestraffe for de syv andre (end den 25-årige, red.), siger Troels Brücker til TV 2 Lorry. 

Videobeviserne, som Troels Bücker har optaget fra Københavns Sydhavn, viser de syv vandscootere sejle med høj fart ud af Københavns Havn.

Senere viste det sig, at filmen er optaget umiddelbart efter ulykken ved Langebro.

Udover at være kajakroer er Troels Brücker desuden formand for kajakafdelingen i Bådklubben Valby.

I bådklubben har medlemmerne fulgt sagen tæt. Klubben har tidligere været medvirkende til, at det blev forbudt at sejle med vandscootere i Københavns Havn fra i 2014. Alligevel har problemet ifølge formanden været massivt siden.

quote Vi frygter, at det hele får lov til at starte forfra, når nu denne sag er lukket

Troels Brücker, kajakroer og fmd. Bådklubben Valby

Særligt fordi de vandscootere, som har forbrudt sig mod loven ved overhovedet at sejle ind i Københavns Havn, ofte har sejlet uforsvarligt hurtigt og til fare for andre, der har været på vandet i havnen. 

Sagens afslutning medfører frygt for fremtiden

Sagens afslutning medfører samtidig en frygt for fremtiden i Københavns Havn. Sager har det nemlig med at gå i glemmebogen efter lidt tid, lyder det fra formanden.

- Vi frygter, at det hele får lov til at starte forfra, når nu denne sag er lukket, siger han og håber på, at politiet sammen med By og Havn fortsat vil have fokus på ulovlig adfærd i havnen.

Siden hændelsen den 6. maj 2017 er der blevet strammet op på lovgivningen på området. Fra 2018 skal man for eksempel have et kørekort til vandscooter, før man må sejle den lille båd, der kan sejle op mod 80 kilometer i timen.

quote Politiet skal være tilstede og være der præventivt

Troels Brücker, kajakroer og fmd. Bådklubben Valby

Derfor er håbet nu, at både By og Havn, som ejer Københavns Havn, og politiet vil fortsætte den indsats, som har været i gang siden de tragiske dødsfald.

- Politiet skal være tilstede og være der præventivt, så der ikke bliver mulighed for, at den her slags hændelser sker i fremtiden, siger Troels Brücker og fortsætter:

- Så hvis politiet ikke er på dupperne, har vi dårlige odds i 2018. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik