01:06

Her kan du se, hvordan nytårskuren for de hjemløse gik. Video: TV 2 Lorry

Nytårskur for hjemløse - og en høne - på Københavns Rådhus

Overborgmester Frank Jensen bød Københavns mest udsatte borgere indenfor på rådhuset til nytårskur for hjemløse.

Københavns Rådhus' Magistratssal dannede i dag rammen om nytårskuren for hjemløse, som blev afholdt for syvende gang.

Fra rådhusets køkken kom rigelige mængder af de berømte rådhuspandekager som både de hjemløse, en hund og en høne nød godt af.

- Nytårskuren er blevet en god tradition, hvor Københavns hjemløse inviteres ind på Rådhuset. København er blandt verdens allerbedste byer at bo i, men vi må ikke overse de mennesker, som stadig har det svært. Med nytårskuren får jeg og nogle af de øvrige borgerrepræsentanter mulighed for at hilse på de hjemløse og drøfte deres problemer – det er jeg glad for, siger overborgmester Frank Jensen. 

Læs også Hjemløse-forbud på vej: Allan frygter at blive ramt

Drøftede hjemløses udfordringer

De hjemløses landsorganisation SAND bakker op om nytårskuren, og glæder sig over, at de hjemløse igen i år inviteres på rådhuspandekager på Rådhuset.

- Jeg synes, at det er meget positivt, at vi holder fast i traditionen med nytårskuren på Rådhuset, som de hjemløse er meget glade for. Her får vi hilst på nye og gamle venner samtidig med, at vi bringer de hjemløse og politikerne tættere på hinanden. Nytårskuren er en god lejlighed til at drøfte de hjemløses hverdag og udfordringer med overborgmesteren, siger formanden for SAND Hovedstaden Ole B. Larsen.

Læs også Hjemløse fik julefrokost på byens skib

Færre hjemløse i København

En ny kortlægning af hjemløshed fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at der på landsplan er sket en stigning i antallet af hjemløse på otte procent sammenlignet med 2015. I København er tallet faldet med fem procent til 1.482 hjemløse i 2017.

- Jeg er glad for at se, da staten for nylig opgjorde antallet af hjemløse, så var antallet at hjemløse i København faldet. Det er selvfølgelig resultatet af en målrettet indsats, det som vi kalder - Housing First, - altså, når man er hjemløs, så skal man have tag over hovedet, siger overborgmester Frank Jensen.

Udviklingen i antallet af unge hjemløse er også anderledes i København i forhold til de øvrige kommuner. Hele landet oplevede en stigning fra 2015 – 2017, men i København er antallet af unge hjemløse faldet fra 202 i 2015 til 184 i 2017. Et fald på ni procent.