Nyt testcenter skal gøre Roskilde og verden klogere på oversvømmelser

Et nyt testcenter for oversvømmelsesbeskyttelse skal forberede Roskilde Kommune bedst muligt i kampen mod oversvømmelser i fremtiden.

Den forhøjede vandstand efter stormen Ingolf ramte sent søndag den 29. oktober 2017 Vikingemuseet i Roskilde. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Roskilde Kommune får et nyt testcenter, som skal gøre kommunen klogere og hjælpe til at beskytte mod oversvømmelser i fremtiden.

Det står klart, efter udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering i Roskilde Kommune har valgt at støtte et nyt testcenter med en million kroner.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at projektet gennem viden og kompetencer skal skabe tryghed og højere livskvalitet blandt borgerne i kommunen.

Skal udvikle midlertidige og mobile løsninger

Det kommende Center for Oversvømmelsesbeskyttelse skal gennem sit virke udvikle og anvende midlertidige og mobile løsninger, som virker her og nu.

Roskilde har hele fire gange været ramt af omfattende storme, der har medført oversvømmelser i blandt andet Jyllinge Nordmark, som ligger tæt ved Roskilde Fjord.

- Klimaforandringen har haft stor betydning for mange borgere i Roskilde Kommune. Især dem der har Roskilde Fjord og Værebro Å som naboer.

- Derfor er det meget nærliggende, at vi i Roskilde Kommune går foran i forsøget på at teste og demonstrere nye midlertidige og mobile løsninger, der virker her og nu, siger borgmester Joy Mogensen fra Socialdemokratiet.

Testcenter skal bruges af Danmark og hele verden

Men selvom Roskilde Kommune selv har planer om at gøre brug af testcentret, skal det også kunne bruges af andre.

Centret skal nemlig indeholde et simuleringsmiljø, der kan fungere som test- og træningsfacilitet for byer, kommuner, civile og beredskaber fra Danmark og resten af verden.

Virksomheder kan også bruge centret til at teste og demonstrere nye typer af løsninger.

Det kan for eksempel tjene som dokumentation eller certificering af nye teknologier eller til at fremvise løsninger for potentielle kunder.

Håbet er, at centret kan hjælpe til et effektivt beredskab, hvor viden kan bruges til at klæde samfundet på til at håndtere og forebygge oversvømmelser bedre.

- Det er altid glædeligt, når vi i samarbejde med private virksomheder udvikler innovative løsninger, der kan bruges i både Danmark og internationalt, siger Lars Lindeskov fra Konservative, som er formand for Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering.

Projektet koster to millioner kroner at etablere, og er tænkt som et privat-offentligt samarbejde, hvor CORO bidrager med resten af midlerne.

CORO er en sammenslutning af vidensinstitutter, private virksomheder og offentlige organisationer i Roskilde, som sammen arbejder som et innovationslaboratorium, der skaber vækst.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik