FC Helsingør mod AaB. Her ses FC Helsingørs Nicolas Mortensen med bolden Foto: Anders Kjaerbye - Scanpix

5 firmaer kæmper: Stor interesse for nyt Helsingør-stadion

Helsingør Kommune har nu udvalgt de fem virksomheder, som må byde på opgaven med et nyt stadion i byen. Dermed er stadion kommet et skridt tættere på.

Interessen har været stor, når det gælder om at få lov at blive det firma, der skal opføre Helsingørs nye stadion.

I hvert fald har otte forskellige ansøgere vist interesse, og af dem har Helsingør Kommune udvalgt fem, der får lov at komme med et tilbud. Det skriver Helsingør Dagblad.

Dermed er Helsingørs nye stadion rykket et skridt nærmere sin opførsel.

Læs også Helsingør slår Lyngby og kravler væk fra sidstepladen

- Vi er tilfredse med, at så mange har vist interesse for byggeriet af Helsingørs nye stadion, og at det har været muligt at udvælge fem gode bydere på opgaver. Jeg ser frem til de endelige tilbud, siger Lars Rich, direktør i Helsingør Kommune til avisen.

Alle de otte ansøgere opfyldte kommunens krav, og de fem der nu er valgt ud, er valgt på baggrund af referencer og øvrige informationer.

Samarbejde i flere ansøgninger

En af ansøgerne er den lokale byggevirksomhed Vida, der holder til på Fabriksvej i Helsingør. De har slået sig sammen med selskabet Aarsleff, der, hvis parret får opgaven, skal være den tekniske samarbejdspartner.

- Som lokalt entreprenørselskab vil vi gerne medvirke til at få det her stadion op at stå. Vi ser en mulighed i at drive vores forretning og medvirke positivt til udviklingen i kommunen, siger VIDAs direktør Henrik Sørensen til Helsingør Dagblad.

Firmaerne Juul & Nielsen og Barslund har desuden også indgået et samarbejde. De andre prækvalificerede virksomheder er Anker Hansen, LM Byg og B. Nygaard Sørensen.

Læs også Nej til koncerter på nyt Helsingør-stadion

Mange millioner i spil

Helsingør Byråd har afsat i omegnen af 57 millioner kroner til projektet, og næste fase er nu, at de prækvalificerede ansøgere afleverer et bud på pris og tidsplan til kommunen.

Og det skal være snart, for både embedsmænd og politikere håber at byggeriet kan gå i gang allerede den 19. marts.

Lige nu spiller FC Helsingør sine hjemmekampe på Nordre Strandvej på baggrund af en dispensation. 

Det nye stadion bliver i første omgang ikke bygget efter Superliga-standarder, men efter 1.-divisionsstandarder. 

Helsingør Byråd vil arbejde på en opgraderingsplan, så det nye stadion også kan godkendes til Superliga-fodbold.