Nye voldtægts-anmeldelser i Roskilde: Kvinde vågnede nøgen i telt

Foto: Jonas Vandall Ørtvig - Scanpix

Midt- og Vestsjællands Politi har det seneste døgn modtaget en række anmeldelser om voldtægt.

Politiet i Roskilde har traditionen tro travlt i forbindelse med Roskilde Festival. Og torsdag var endnu en travl dag for ordensmagten, når man kigger på døgnrapporten mellem torsdag og fredag hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Torsdag aften modtog politiet flere anmeldelser om mulige voldtægter på Roskilde Festivalen, hvor tre af anmeldelserne undersøges nærmere som sædelighedsforbrydelser. En 16-årig ung mand blev anholdt, men senere løsladt igen.

Kvinde vågnede nøgen i sit telt

Den første anmeldelse tikkede ind hos politiet klokken 17.08, da en 27-årig kvinde fra Vamdrup anmeldte en mulig seksuel krænkelse, der var foregået i løbet af natten til torsdag i tidsrummet mellem klokken 02 og 04.

Læs også Roskilde: Politiet søger vidner til muligt voldtægtsforsøg

Kvinden havde i spirituspåvirket tilstand lagt sig til at sove i sit telt cirka klokken to, og da hun vågnede kl. fire, var hun helt afklædt. Politiet forsøger nu i samarbejde med offeret at finde ud, hvad der kan være foregået og behandler sagen som en sædelighedsforbrydelse.

Leder efter gerningsmænd

Den næste anmeldelse modtog politiet klokken 18.55. Her ønskede en 16-årig pige fra København at anmelde en voldtægt forøvet af to drenge i løbet af natten omkring klokken 04.30.

Hun havde mødt drengene tidligere på dagen og havde sent på natten i spirituspåvirket tilstand sat sig i sit telt. Pludselig kom de to drenge ind i teltet, hvor de havde seksuel samkvem, efter at de havde taget offerets tøj af. Den 16-årige pige blev undersøgt på center for voldtægtsofre for at sikre spor efter gerningsmændene, som politiet forsøger at identificere.

16-årig anholdt

Senere på aftenen klokken 21.32 fik politiet endnu en anmeldelse, denne gang fra en 16-årig pige fra Jyllinge om mulig seksuel krænkelse, der var foregået i et telt tidligere på aftenen.

Den 16-årige havde opholdt sig sammen med en sovende mandlig bekendt i sit telt og havde haft et seksuelt samvær en anden bekendt, som var kommet ind i teltet. Dette var den 16-årige ikke indforstået med og anmeldte den bekendte for krænkelsen.

Politiet foretog efterfølgende anholdelse klokken 23 af en 16-årig ung mand fra Espergærde, som blev sigtet for voldtægt. Han blev efterfølgende løsladt, da politiets jurister ud fra de nærmere omstændigheder i sagen ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Læs også To anholdt efter anmeldelse om voldtægt på festival

Klokken to natten til fredag fik politiet yderligere en anmeldelse om en kvinde, der skulle være blevet udsat for voldtægt i forbindelse med kørsel i en bil, hvori der var flere mænd. Politiet fik senere fat i den 26-årige norske kvinde, som ikke var blevet krænket på nogen som helst måde. Men hun var blevet utryg, da hun fik et lift til festivalpladsen af nogle mænd, som kørte rundt med hende i længere tid end hun selv ønskede. Politiet foretager ikke mere i den dag.

Politiet: Det er et normalt billede

Hos Midt- og Vestsjællands Politi er man særligt opmærksomme på de mange mulige sædelighedsforbrydelser ved siden af alle de andre sager, som også holder politiet beskæftiget.

- Man kan sige, at en sag er en sag for meget. Men det vi ser nu, er sådan set et meget normalt billede, af det vi plejer at have, når der er Roskilde Festival. Vi er lige nu i gang med at få styr på, hvad der nærmere er sket i de forskellige sager, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.